Fortsæt til indhold

Nu er Bent fra Grenaa valgt som formand for over 26.000 medlemmer

Fagforeningen skal være mere synlige og endnu stærkere, mener ny fællesformand

Samfund
sica

Bent Klim Johansen fra Grenaa er valgt som ny fællesformand for HK Østjylland.

Han er blevet valgt af repræsentantskabet og står nu i spidsen for en af de største fagforeninger i Østjylland med 26.765 medlemmer.

Det skriver HK Østjylland i en pressemeddelelse.

Bent Klim Johansen overtager posten efter Hans-Henrik Hansen, der i en periode har varetaget rollen som fungerende fællesformand sideløbende med posten som formand for HK Kommunal Østjylland.

Bent Klim Johansen bor i Grenaa og har gennem hele sit arbejdsliv haft en stærk tilknytning til området.

Han har blandt andet arbejdet i Skatteforvaltningen i Grenaa Kommune i 16 år og har siden haft en central rolle i det faglige arbejde i HK. Senest som formand for HK Stat Østjylland gennem de sidste 12 år.

»Jeg er både stolt og ydmyg over den tillid, jeg har fået. Det betyder meget for mig at få lov til at stå i spidsen for HK Østjylland, jeg selv kommer fra,« siger Bent Klim Johansen.

Skal være mere synlige

Med mere end 30 års engagement i HK har han haft en lang række tillidsposter på tværs af organisationen.

Han har blandt andet været fællestillidsrepræsentant på Grenaa Rådhus samt tillids- og arbejdsmiljørepræsentant i SKAT.
Han har således to gange været aktivt medvirkende til at fastholde det lukningstruede skattecenter i Grenaa i 2012 og 2014.

Samtidig har HK Østjylland styrket sin lokale tilstedeværelse i Grenaa, hvor man for nylig er flyttet sammen med 3F.

Det nye samarbejde er allerede i gang med fælles aktiviteter.

»Vi er glade for at være endnu mere synlige i Grenaa og styrke samarbejdet lokalt. Det giver nye muligheder for at være tættere på medlemmerne og skabe stærke fællesskaber på tværs,« siger Bent Klim Johansen.

Som ny fællesformand har han netop en klar ambition om at styrke fagforeningens synlighed og gennemslagskraft såvel lokalt som i hele Østjylland.

»Vi skal være langt mere synlige i både den offentlige debat og ude på arbejdspladserne. HK Østjylland skal fylde mere, og vores stemme skal høres tydeligere,« siger han.

Han peger samtidig på, at HK Østjylland har et stort potentiale, som kan udnyttes endnu bedre til gavn for medlemmerne i områder som Djursland.

»Vi skal være en relevant og vedkommende aktør på det østjyske arbejdsmarked. En organisation, der bliver lyttet til,« siger HK Østjyllands nye formand.