Fortsæt til indhold

På fredag bliver din shoppingtur forvandlet til en forårskoncert

Musik i din Butik er et nyt musikalsk indslag, der skal være med til at skabe mere liv i midtbyen.

Samfund
sica

Musikscenen blandt unge i Norddjurs er i vækst og i et samarbejde mellem Kulturskolen Norddjurs og Sammen om Grenaa Byliv indtager en række bands og solister fem forskellige butikslokaler i Lillegade fredag 24. april.

Kulturskoleleder Mikkel Lynggaard glæder sig over samarbejdet, der samtidig kan agere som alternativ forårskoncert.

»Grenaa og Norddjurs er fuld af unge dygtige musikere. Samtidig er der stort fokus at få bymidten gjort mere levende. Vi spiller gerne med og viser midtbyen, hvad vores elever og bands kan,« siger Mikkel Lynggaard i en pressemeddelelse.

Det er en række udvalgte butikslokaler, der danner rammen om koncerterne.
Det drejer sig om Blomsterkurven, Mr. Grenaa, Mermaid Music og La Lichette.

Derudover bliver der musik i lokalerne på Lillegade 1, hvor bylivsudvikler Birthe Linddal Jeppesen hver torsdag holder åbent bykontor.

Det var den nye bylivsudvikler, der bankede på hos Kulturskolen med idéen om MUSIK i din BUTIK, og pludselig var der stablet et program på benene.

»Hvis bykernen skal udvikle sig, kræver det, at vi tør være kreative og tænke nyt. Fremtidens byliv handler om langt mere end attraktiv handel. Meget mere kunst og kultur og god musik skal gerne være med til at berige bymidten og lokke flere mennesker til,« forklarer Birthe Linddal Jeppesen.

Musikscenen vokser blandt børn og unge

Kulturskolen tilbyder undervisning i fire kunstarter; Musik, drama, dans og billedkunst.

Det seneste år er elevtallet vokset, og mange elever der har modtaget undervisning i deres udvalgte instrumenter er begyndt at spille sammen i forskellige konstellationer.
Sammenspilshold i Kulturskolen blev gjort gratis ved fra sæsonens start i 2025, og det sætter også skub under den positive udvikling.

Senest har en elev været til optagelsesprøve, og fået en plads på MGK, der kræver et højt musikalsk niveau.
MGK er et grundkursus for unge musiktalenter, og populært sagt en slags forskole, til de danske musikkonservatorier.

Nicolai Huse, der er event- og talentkoordinator i Kulturskolen er begejstret for udviklingen:

»Vi er megastolte af at vores elever udvikler sig, og at vi lykkes med det, de sætter i søen. Vi har plads til mange flere elever i Kulturskolen og de kreative interesser har positive effekter og giver nye fællesskaber. Derfor ser vi også ofte et løft i trivsel og selvværd blandt de børn og unge, vi samarbejder med. Det er fedt, og gør arbejdet meningsfuldt,« siger Nicolai Huse

Kulturskolen tilbyder undervisning i store dele af kommunen, men har base i Pavillonen i Grenaa.

Derfor taler udvikling af Grenaa godt sammen med Kulturskolens interesser. Et stærkere bymidte vil skabe grobund for et større kreativt miljø i kommunen.

»Vi håber, at rigtig mange finder vej til Lillegade på fredag, og hjælper til at skabe Liv i Grenaa Midtby. Byudviklingen er vigtig, og vores musiktalenter passer oplagt ind i den ramme,« slutter kulturskoleleder Mikkel Lynggaard.

Musik i din Butik finder sted på fredag 24. april kl. 15:30-17:30 i Lillegade i Grenaa.