Fortsæt til indhold

It-nedbrud i Region Midtjylland gav problemer med journaler

Region Midtjylland, der har godt 1,3 millioner indbyggere, var lørdag ramt af et it-nedbrud på et par timer.

Samfund
/ritzau/

Region Midtjylland var lørdag ramt af et it-nedbrud, hvilket gav borgere problemer med at tjekke prøvesvar og patientjournaler.

Siden omkring klokken 16 var alle regionens hospitaler ramt, men fejlen blev løst efter et par timer. Systemerne var oppe at køre igen omkring klokken 19.

Det oplyser Region Midtjylland til Ritzau.

Også de interne mailsystemer har været ramt, oplyste regionen tidligere til TV2 Østjylland.

»Derfor kører regionens hospitaler på nødplaner, hvilket er muligt over længere tid,« lød det kort før klokken 18 fra Region Midtjylland.

Der er tale om it-systemet Citrix, som regionen benytter sig af.

En af konsekvenserne var, at regionens personale ikke kunne tilgå patienters prøvesvar på normal vis.

Nedbruddet havde ikke direkte konsekvenser for patienter, der derfor ikke skulle »frygte for deres situation«, lød det.

Region Midtjylland har godt 1,3 millioner indbyggere og dækker cirka 13.000 kvadratkilometer. Det er omkring 30 procent af Danmarks areal, skriver regionen på sin hjemmeside.