Fortsæt til indhold

Sejr midt i sorgen - rørende hyldest til afdød ven og chef

Det er blot to måneder siden, Casper Krarup Saltofte døde under en fodboldkamp. Nu har hans virksomhed vundet fornem pris.

Samfund

Det var med de store følelser uden på tøjet, da medarbejderne fra Østjysk Tagbyg torsdag aften gik på scenen i Cirkusbygningen. Men også store modstridende følelser.

For godt nok var anledningen festlig ved prisuddelingen Årets Håndværker 2026, men da Østjysk Tagbyg entrerede scenen til kåringen som Årets Tagdækker fik fejringen følgeskab af tårer af sorg.

Det er blot to måneder siden, virksomhedens medstifter Casper Krarup Saltofte på tragisk vis faldt om og døde under en intern fodboldkamp i Hornslet IF blot 31 år gammel, men for hans ven og partner i Østjysk Tagbyg Lars Daater Nielsen var det helt afgørende, at Casper Krarup Saltofte var med på scenen.

Han og de ansatte var derfor iklædt t-shirts med billeder af vennen og chefen. For prisen var allermest en hyldest til ham, fortæller Lars Daater Nielsen.

»Det var sjovt, og det var svært. Jeg ved ikke, hvordan man skal forklare det. Det påvirker mig stadig meget,« fortæller han.

»Det var en megafed aften, og ligesom Casper gerne ville have haft det. På den måde kunne det ikke være skrevet bedre. Men den her pris skulle jo have været til ham. Det fortjener han,« siger Lars Daater Nielsen.

Følelser kom i vejen

Han stiftede Østjysk Tagbyg sammen med Casper Krarup Saltofte for fem år siden.

De to har dog arbejdet sammen igennem mange år, da det var Lars Daater Nielsen, der tog imod Casper Krarup Saltofte, da han havde sin første dag som lærling, da de var i samme virksomhed i Holstebro.

Egentlig var det også Lars Daater Nielsen, der fra scenen i Cirkusbygningen ville have holdt en tale for at hylde sin ven. Her kom følelserne dog i vejen.

»Jeg gav den til min kone, men hun kunne heller ikke, så hun afleverede den til mine gode kammerat, som heldigvis kunne. Så kan alle se, hvad det er, Casper har bygget op,« fortæller Lars Daater Nielsen.

»Det var vores projekt«

Østjysk Tagbyg har da også på få år opbygget et temmelig gedigent ry.

Ved prisuddelingen i sidste uge var det fjerde gang, at virksomheden, der har afdeling i Hornslet og Galten, deltog, og med kåringen i torsdags har Østjysk Tagbyg nu vundet prisen tre gange.

Lars Daater Nielsen har svært ved at sætte en præcis finger på, hvad virksomheden gør rigtigt, men han er ikke i tvivl om, at netop den kultur, som han og vennen har opbygget, er en stor del af forklaringen.

Det er også derfor, at Lars Daater Nielsen ikke ønsker en ny partner i virksomheden efter Casper Krarup Saltoftes død.

»Jeg er blevet spurgt et par gange, om der er nogen, der skal ind og overtage Caspers del, og det er der ikke. Vi havde en virkelig god fordeling i måden, vi gjorde tingene på, så jeg skal ikke have en anden med, der måske vil gøre tingene på en anden måde. Det var Caspers og mit projekt,« siger Lars Daater Nielsen.

Casper Krarup Saltofte efterlod sig sin kone og deres to døtre.