Hurra for Vaskeriet, der stoppede kogevasken

Der er noget befriende ved modige ildsjæle, der siger stop. Det har Vaskeriet gjort i forbindelse med besparelserne på socialområdet i Aarhus Kommune. Bemærk timingen: Det skete, inden det stod klart, om den socialøkonomiske arbejdsplads, samlings- og udgangspunktet i Søvangen, ville blive ramt af sparekniven eller ej. Det har ikke været det vigtige for Vaskeriet. Det blev ramt på noget langt værre: værdierne. Og mødet med kommunen.

Normalt er det jo systemet, der tilpasser samarbejdet. Det er ikke meningen, at nogen uden for rådhuset selv skal trække stikket. Det er præcis det, Vaskeriet har gjort, endda med en begrundelse, der burde være fast pensum, næste gang kommunen opfinder en handleplan eller »afsøger et udfaldsrum«.

»Samarbejdet med Aarhus Kommune, Sociale Forhold og Beskæftigelse, har alt for længe været præget af manglende dialog, manglende faglighed, ydmyghed og manglende vilje til at lytte. Det har skabt utryghed i vores fællesskab og alt for mange søvnløse nætter,« hedder det i brevet til bl.a. rådmand Michael Christensen (LA).

Der findes næppe (og forhåbentlig) noget sted i Danmark, hvor der bliver talt så meget om »borgeren i centrum«, om »samskabelse« og om »medborgerskab« som i Aarhus Kommune. Ord i rapporter, udviklingsplaner og strategier, der kan strækkes så langt, at de til sidst ikke rører jorden.

Man har i hvert fald ikke mærket det i Vaskeriet, selv om Aarhus Kommune ivrigt har brugt projektet som et præmieeksempel.

»Vi i Vaskeriet har bidraget med utallige erfaringer, vi har lavet temadage, oplæg, lagt hus til møder, lavet de dejligste frokoster og kaffeborde og foreslået diverse tiltag, som vi kunne videreudvikle. Vi har gjort os SÅ umage, og der blev også fortalt begejstret om os i KL, på diverse konferencer og ved skåltaler, men måske var det blot for at fremhæve, hvor innovativ Aarhus Kommune er,« hedder det afslørende i Vaskeriets brev til kommunen.

Vaskeriet er et sted, hvor mennesker, der ellers ikke lige passer ind i systemets standardkasser, faktisk finder en vej. Ikke via en ”indsats” eller et ”projekt”. Men på grund af Vaskeriets fællesskab og det, at nogen tager medarbejderne (for det kalder man borgerne i Vaskeriet) alvorligt.

Vaskeriet har forstyrret det kommunale regneark. Man har indtrykket af, at man i det offentlige opererer med en definition på »samskabelse« som »at få andre til at tage slæbet med det, systemet allerede har vedtaget«. Det er der mange, der lever med. Vaskeriet konstaterede, at hvis samarbejdet kræver, at man giver køb på det, man er, så er det ikke længere et samarbejde. Så er det noget andet, og så kan man jo lige så godt gå.

Katrine Knudsen og Pia Stabell Hjort skabte Vaskeriet i 2017 og har kæmpet for det lige siden. Resultatet kan ikke kun måles, det kan også mærkes i mennesker. Det fortjener de en kæmpe anerkendelse for. Rygklapperiet kommer næppe længere fra kommunen. Så må vi andre sige oprigtig tak!

»Nu er det slut med at forstyrre os der allerede er i gang, når I alligevel ikke rigtig vil noget,« skriver Vaskeriet som en hilsen fra virkeligheden.

Det kræver mod at tage magten tilbage. Nu er det kommunens tur til at vise, at den har modet til at lave om i sin tilgang. Hvis den overhovedet kan se alle pletterne.