Kvart århundrede på Møllestedet 3: Henrik holder fast i det ordentlige håndværk

Henrik Jeppesen fra Hornslet har i et kvart århundrede drevet Tømrerfirmaet Henrik Jeppesen som enmandsvirksomhed fra Møllestedet 3, og han har ikke tænkt sig at lægge værktøjet på hylden foreløbig.

Den 15. april kunne han fejre 25-års jubilæum som selvstændig – dagen, hvor han i sin tid fik sit CVR-nummer. En uge senere, den 22. april, fyldte han 65. For mange ville det være et naturligt tidspunkt at drosle ned. Det gælder ikke Henrik Jeppesen.

Enmandsfirma efter eget hoved

Tømrerfirmaet har altid været skruet sammen efter hans eget hoved. Ingen ansatte, ingen ambitioner om at blive storentreprenør – til gengæld faste makkerskaber og fuld kontrol over kvaliteten.

»Jeg har aldrig drømt om et stort firma med en masse ansatte. Jeg elsker at være mig selv og have en fast samarbejdspartner, hvor vi på skift køber hinanden ind til en opgave. En gammel tømrermester sagde engang til mig: ‘Bliv ved med kun at være dig selv.’ Det råd har jeg fulgt.«

I dag arbejder han tæt sammen med en makker fra Voldum, også selvstændig tømrer. De to kender hverdag og hinanden særdeles godt.

»Vi startede som makkere i 1993 hos Eurodan, hvor vi nærmest ikke var nord for Vejle i tre år. Vi arbejdede meget i det gamle Østtyskland med at opføre typehuse. Nu er vi tre mand, fordi min gamle makker er begyndt at trappe lidt ned efter, at han er nået pensionsalderen. Han vil gerne have fri et par dage om ugen – det skal der også være plads til.«

Tømrerblod i familien

Håndværket ligger dybt i familien. Henrik Jeppesen er født og opvokset i Termestrup og blev udlært hos sin far, der havde egen tømmervirksomhed.

»Min tre år yngre bror er også udlært hjemme ved ham. Min far døde i 1992, og min bror og jeg var slet ikke klar til at blive selvstændig og overtage firmaet. Min mor solgte virksomheden og flyttede i lejlighed i Hornslet. Det var det rigtige dengang.«

Efter læretiden fulgte ti år hos entreprenørvirksomheden Rasmussen & Schiøtz i Aarhus.

»Det var med de gamle Aarhus-tømrere. Det var dengang, der var gang i den på en arbejdsplads, og man tog en tår over tørsten. En tømrer skulle stå tidligt op for at kunne følge med – både på den ene og den anden måde, skal jeg hilse og sige,« smiler han.

Grønland og Murens fald

I 1988 købte han hus i Hornslet. Det blev dog kun til en kort fornøjelse, før eventyret kaldte.

»Jeg nåede lige at fuge brusenichen om aftenen, før jeg næste dag rejste til Grønland i seks måneder. Der lavede vi et kommunekontor. En fantastisk oplevelse. Min bror var med, og en kammerat. Vi var et godt team.«

Kort efter Murens fald gik turen videre til Østtyskland med Eurodan. Her fik han på tæt hold indblik i den nye tids turbo-kapitalisme.

»Der var Trabant’er og paraboler overalt. Vi byggede huse for professorer og læger – folk, der havde pengene. Det var specielt at være der efter Murens fald. Tankstationer og kæder poppede op, de multinationale selskaber havde kronede dage – og alt udenom lignede noget, der lige var til at vælte med en dozer. Mærkelige kontraster.«

Arbejdsdagene var lange og hårde.

»Vi boede på hotel og kørte fire dage i streg fra syv til syv. Så hjem torsdag aften. Det var fint dengang, men det skal jeg ikke i dag. Det er jeg sgu blevet for gammel til.«

Springet til at blive sin egen

Da kollegerne i Eurodan én efter én forsvandt til andre jobs, tog Henrik Jeppesen konsekvensen og sprang ud som selvstændig.

»Vi lavede en masse rækkehuse i Hinnerup, husker jeg som noget af det sidste, min nye makker og mig. Jeg drønede over i privatbil, fordi vi kun havde én firmabil, vi skulle deles om. Det blev for bøvlet i længden. Nu var alle dem, jeg kendte, væk. Så tænkte jeg: Nu hopper jeg ud i det og bliver selvstændig.«

Tolv år senere fandt han sammen med sin gamle Østtyskland-makker igen, og samarbejdet har kørt siden.

»Og det har fungeret lige siden. Vi har nok at lave. Vi har booket tagopgaver til en gang næste år.«

Lange dage og nul kompromis

Som enmandsmester er der ingen, der tager sig af papirarbejdet for ham. Det gør han selv – oven i de almindelige arbejdsdage på byggepladsen.

»Jeg kører alt kontorarbejde selv, så det ligger og venter på mig derhjemme, når jeg er færdig på byggepladsen. Nogle gange bliver klokken 20–20.30, før jeg er færdig. Jeg har en revisor, og vi har et godt samarbejde, men resten er mig. Det er prisen for at være sin egen – og jeg har selv valgt det. Jeg piver ikke.«

Lærlinge har han aldrig haft, og det er et bevidst valg.

»Det er svært at have lærlinge i et firma, hvor jeg er mig selv. Jeg erkender, at vi tømrermestre har en pligt til at uddanne nye generationer, men i min hverdag hænger det bare ikke sammen.«

Ikke så meget pis

Til gengæld går han ikke på kompromis med kvaliteten.

»Jeg har altid gået meget op i mit fag og forsøgt at være ordentlig. Tingene skal laves og afleveres ordentligt. Alting er meget nemmere, når du laver det rigtigt første gang. Jeg kan ikke arbejde sammen med nogen, der sjusker. Det skal være sådan, at står man med ryggen til en kollega, så ved man, at han laver noget, der fungerer – og han skal have samme tillid til mig.«

Henrik Jeppesen tager både små og store opgaver – og de små har aldrig været for små.

»Der har aldrig været en opgave, der har været for lille. Jeg synes, jeg har godt fat i Hornslet. Det kører meget i perioder, men der er altid noget at lave.«

Weekenderne er dog forbeholdt familien.

»Jeg arbejder ikke i weekender. Kun for mine børn,« siger han tørt.

Sammen med sin kone har han fire børn og fire børnebørn.

Foreningsmand med kant

Selv om arbejdet fylder meget, har han også sat sit præg på Hornslet gennem foreningslivet. Han har siddet i Hornslet IFs hovedbestyrelse og været hovedformand i en periode.

»Jeg var med i foreningen på grund af det sociale. Jeg spillede fodbold til jeg var 50, og jeg har fået masser af kammerater gennem HIF. Det har betydet meget, og det er det, et foreningsliv kan.«

Derudover har han siddet i distriktsrådet og er engageret i Roseholm Festivalens praktiske korps.

»Jeg går meget op i lokalpolitik og følger med fra sidelinjen. Jeg synes sommetider, det går kludder i det. Politikere og forvaltning laver mange mærkelige ting.«

Selv har han aldrig haft lyst til at stille op til byrådet.

»Jeg har aldrig overvejet lokalpolitik. Jeg tror, jeg ville ryge op i det røde felt for mange gange,« siger han ærligt og med et skævt grin.

Cykelby, parkering og rødt felt

Sidst han røg derop, var da planerne om at gøre Hornslet til cykelby og ensrette Byvej dukkede op.

»Man tager sig til hovedet over sådan noget skrivebordsarbejde. Jeg er spændt på at se, hvordan kommunen har tænkt sig at arrangere sig med parkering, når det nye kulturhus åbner i 2028, og hvordan man har tænkt sig at sikre Rosenholm Festival fortsat gode muligheder.«

Han har et konkret forslag til kommunen.

»Kommunen kunne starte med at få lavet parkeringspladsen nede bag Restaurant Amanda ved at asfaltere den. ‘Jamen, du ved ikke, hvad asfalt koster,’ siger min gode ven Jan Fischer (byrådsmedlem for Socialdemokratiet, red.) altid. Hvad er alternativet, spørger jeg så og får intet svar.«

Henrik Jeppesen griner højlydt, før han i samme åndedrag roser den lokale politiker. Jan Fischer får ros for altid at være der for sin by og turde sige noget – også når der ryger en finke af panden. Den slags direkte engagement sætter den erfarne tømrer pris på.

Om fem år er planen, at værksted, forretning og ejendom på Møllestedet 3 skal sælges. Indtil da fortsætter han, som han altid har gjort: med lange dage, ordentligt håndværk og fast forankring i Hornslet.

»Så længe kroppen kan, bliver jeg ved. Jeg har selv valgt det – og jeg piver ikke.«