Nedslidt asfalt skal udskiftes - vil give spærringer og omkørsler
Et længere stykke af rute 15 på Djursland vil i perioder blive afspærret.
Vejdirektoratet går 26. april i gang med at udskifte nedslidt asfalt på en ti kilometer lang strækning af rute 15 mellem Tirstrup og Homå på Djursland.
Det pågældende stykke af rute 15 er også kendt som Århusvej og Århus Landevej.
Arbejdet forventes, afhængigt af vejret, at vare omkring en måned og bliver udført i aften- og nattetimerne, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Indsatsen skal resultere i en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne
Mens arbejdet står på, vil strækningen periodevis være spærret for trafik. Der vil i den forbindelse blive skiltet med omkørselsruter.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.
Du kan holde dig opdateret om den trafikale situation mellem Tirstrup og Homå på Vejdirektoratets trafikkort.