Viby-klub del af prisvindende projekt: Guldvinder vil give handicappede børn selvtillid
Bordtennisklub i Viby er del af et projekt, der nu har modtager Danmarks største handicappris.
Et bordtennistilbud i Viby indgår i projektet ”Rising Stars”, der netop har modtaget den største pris på handicapområdet, Helene Elsass Prisen 2026.
Rising Stars blev for nylig hædret for sin indsats med at få børn og unge med fysiske handicap ind i meningsfulde idrætsfællesskaber. Lokalt er Vibys bordtennisklub (BTK Viby) en del af projektet, hvor børnene træner i trygge rammer og gradvist bliver en del af det almene foreningsliv.
Bag Rising Stars står to fremtrædende bordtennisprofiler: vinder af De Paralympiske Lege Peter Rosenmeier og landstræner Christoffer Petersen. Sammen har de skabt et miljø, hvor børn kan udvikle sig både personligt og sportsligt og med ambitioner, der rækker længere end blot at deltage.
»Samfundets succeskriterie for os med handicap er ofte, at vi bare skal kunne være med. I Rising Stars siger vi til børnene: ”Vi tror, at I kan blive virkelig dygtige til det her.” Jeg er overbevist om, det er derfor, mange af dem udvikler sig markant på det personlige plan,« siger Peter Rosenmeier.
Siden 2018 har Rising Stars-projektet ifølge en pressemeddelelse fra Elsass Fonden hjulpet flere hundrede børn på landsplan, og i dag er omkring 150 børn og unge aktive i Rising Stars, herunder også i Viby.
Det lokale engagement er en vigtig del af projektets succes. Målet er at give børnene selvtillid og færdigheder til at begå sig i foreningslivet på lige fod med andre børn. Samtidig rekrutterer projektet også næste generation af danske paraatleter.
Helene Elsass Prisen uddeles af Elsass Fonden og CP Danmark og er på 150.000 kroner. Prisen blev overrakt af organisationernes protektor, prinsesse Benedikte, ved en ceremoni i Charlottenlund.