Fortsæt til indhold

Kirkeklokker ringer dobbelt så højt som andre steder - nu skal der findes en løsning

Nabo glæder sig til at se, hvad løsningen bliver, og hvor stor forskellen kommer til at være.

Samfund

12 decibel lyder måske ikke af meget. Men hvis du ved lidt om, hvordan decibelskalaen er indrettet, ved du også, at en stigning på 12 decibel er en hel del.

Faktisk vil en stigning på cirka 10 decibel opleves som en fordobling af den hørte lydstyrke.

Hvorfor er det så vigtigt for dig at vide, hvor højt en stigning på 12 decibel opleves? Det er det, fordi klokkerne i den relativt nye Højvangen Kirke i Skanderborg er målt til at ringe cirka 12 decibel højere end de to andre kirker i byen.

Det oplyser provst Laura Gylden-Damgaard.

»Nu skal vi have gjort noget ved det. Vi er begyndt at arbejde os godt ind på, hvad den gode løsning så er for at sætte decibelniveauet ned,« siger hun.

Forventer »kæmpemæssig« forskel

Det er naboer i området, der har gjort provstiet opmærksom på, at de oplever lyden fra kirkeklokkerne som meget høj. Det fortæller Rune Kier, der bor i nærheden af Højvangen Kirke.

»Vi har hele tiden sagt, at det godt nok var højt. Det påvirker vores hverdag, og det er vi rigtigt kede af. Derfor har vi sagt, at vi godt kunne tænke os at se på det her sammen,« fortæller han.

Han oplever en stor velvilje fra provstiet til at kigge på udfordringen, og det er i den forbindelse, at lydstyrken for klokkerne i både Højvangen Kirke, Skanderup Kirke og Skanderborg Slotskirke er blevet målt.

Lige nu er der frit udsyn til Højvangen Kirkes klokke fra to sider af klokketårnet. Foto: Cecilie Bisgaard

»Jeg kan næsten ikke helt tro det. Så er det ikke et under, at vi bliver påvirket af det,« siger Rune Kier om forskellen på 12 decibel og fortsætter:

»Vi føler, vi er blevet affejet, og nu har vi fundet ud af, at klokkerne ringer meget højere end andre steder. Det har været hårdt at føle, at vi ikke blev lyttet til.«

Han understreger, at efter provstiet er blevet involveret, har han kun oplevet en god og respektfuld dialog.

»Vi er glade for, at der er en god vilje, og at der bliver gjort noget ved lydniveauet. Jeg forventer en kæmpemæssig forskel,« siger Rune Kier og fortsætter:

»Vi glæder os til at se, hvad der bliver gjort. Vi tror på, at lydniveauet bliver sænket, men vi ved endnu ikke, hvordan vi kommer til at opleve lydreduktionen. Det er svært at forestille sig.«

Højvangen Kirke blev indviet 1. december 2024. Det var første gang i 500 år, Skanderborg fik en ny kirke. Foto: Cecilie Bisgaard

Flere hensyn

Provst Laura Gylden-Damgaard fortæller, at provstiet har været i kontakt med en klokkekonsulent, der mener, at det ville være rimeligt at sænke klokkerne i Højvangen Kirkes lydniveau, fordi det ligger højere end de andre Skanderborg-kirkers.

Derfor er de nu i gang med at undersøge, hvordan det kan gøres.

»Der er jo ikke så mange firmaer, der opererer med det her, men vi er i kontakt Tubalka, der er professionelle inden for alt med klokker. De har set klokketårnet og er ved at se på, hvordan man kan lave en god løsning til at få sat lydniveauet ned,« siger hun.

Provst Laura Gylden-Damgaard fortæller, at de er meget opsatte på at finde en løsning, der kan bringe lydniveauet ned. Arkivfoto

Hun fortæller, at der er flere hensyn, der skal tages i det arbejde. Det skal for eksempel stadig være sikkert at arbejde med rengøring af klokkerne.

»Lige nu kan man kigge ind til klokkerne i tårnet, og det er der noget smukt ved. Det skal derfor være en balance mellem for meget og for lidt. Men hovedfokus er på at få dæmpet decibelniveauet, og så må vi se, om det får indflydelse på indblikket,« siger provsten.

Hun understreger samtidig, at når de har besluttet, hvilket eller hvilke tiltag de vil arbejde videre med, så kommer ændringen ikke til at ske med et fingerknips.

»Vi håndterer det så hurtigt, som vi kan, men det er en kompleks sag,« siger provsten.