Fortsæt til indhold

Madpakkehus i det gamle lodshus på havnen i Udbyhøj

Det gamle lodshus ved havnen i Udbyhøj er blevet til en perle af et madpakkehus.

Samfund

Det gamle lodshus, der tidligere blev brugt til opbevaring af lodsvæsnets maling, tovværk og andet nyttigt, er blevet malet og der er lagt fliser og pyntet op rundt om huset. Nu har Udbyhøj fået det fineste madpakkehus og samlingssted.

På væggen ud mod vejen ses et lakeret træskilt med teksten ”Madpakkehus” og over døren vil der blive hængt et skilt op med teksten ”Det bette lodshus”.

Huset indvies lørdag 2. maj klokken 11 med tale af borgmester Kasper Bjerregaard.

Stod tomt længe

Mogens Grønvad og Børge Hald, Udbyhøj, har begge været med i den arbejdsgruppe, der sidste år samledes for at renovere lodshuset. De fortæller, at det har stået tomt i en årrække.

For seks-syv år siden opstod tanken om at friske det op og gøre det anvendeligt igen, og da Lodsvæsnet sidste år gav sejlklubben dispositionsret over huset, gik det hurtigt. En gruppe af borgere gik på eget initiativ i gang med at male, lægge fliser, slå græsset og i det hele taget ordnede arealet.

Inde i huset har man ladet det ’værk’ stå, som Niels Madsen, tidligere lodsbådsdfører og færgemand, er mester for. Det er i mange farver, og er skabt, når han efter at have malet lodsbåden, så tørrede penslerne af på væggen, inden de blev renset i terpentin.

Mogens Grønvad og Børge Hald søgte og fik tildelt midler hos Norddjurs Kommune, og der blev nu indkøbt møbler inde og udenfor, der blev sat ny port i, og der blev udarbejdet infoplancher om lodshuset, der nu også er hængt op.

Mogens Grønvad fortæller, at der desuden er planer om at fortælle om færgeriet, om fiskeriet og om skanserne, ligeledes på plancher ophængt inde i lodshuset.

Arbejdsgruppen består af 10-12 lokale borgere, og en del andre har tilbudt en håndsrækning, når der er behov.

Åben for alle

Det er meningen, at huset skal være åbent for alle døgnet rundt.

»Tanken er, at det bruges af os lokale, der kan gå herned om aftenen til en kop kaffe eller et glas vin som områdets mødested,« forklarer Mogens Grønvad.

Børge Hald tilføjer, at huset også vil være oplagt at bruge af de turister, der benytter de shelters, der står på den anden side af vejen. Alle andre turister er også velkommen.

Huset vender, så man kan se solnedgangen inde fra huset, og det vil være oplagt at medbringe sin harmonika eller guitar, smiler Mogens Grønvad.

»Her er så pragtfuldt herude. Os der bor her, vil ikke bytte for noget i verden, og vi vil gerne, at der også sker noget for sommerhusbeboerne.«

Niels Madsen, tidligere lodsbådsdfører og færgemand foran væggene, som han malede over, når han havde malet lodsbåden og skulle gøre pensler rene for maling. Hans ’værk’ er bevaret inde i Madpakkehuset. Foto: Anette Bonde.