»Jeg kommer med hvide sneaks, fordi det er sådan, jeg er«

Der er politikere, som tager slipset på og vokser ti centimeter. Og så er der Frands Fischer, der trak i jakkesæt, købte sit første slips, men beholdt de hvide sneakers på, da han gik ind i politik.

Nu er de hvide sneakers blevet et varemærke for Skanderborgs borgmester. Ikke på smart-i-en-fart-manér, men mere fordi de simpelthen bare passer godt til manden og den måde, han gerne vil være borgmester på.

Da Frands Fischer i 2019 overtog borgmesterkæden efter Jørgen Gaarde, gik snakken selvfølgelig: Nu skulle han godt nok fylde nogle meget store sko ud.

Frands’ svar kom prompte og med karakteristisk skævt overskud: Det var nogle helt andre sko, han havde tænkt sig at fylde ud.

»Jeg ville gerne noget nyt og noget andet, og det er de hvide sneakers ligesom blevet et symbol på,« siger han i dag.

»Ikke fordi Jørgen Gaarde ikke havde været en god borgmester, men fordi det nu var mig, der stod for skud, og så blev alt det med de hvide sneakers mit take på det.«

I dag er de hvide sneaks, som Frands kalder dem, så tæt forbundet med borgmesteren, at folk næsten bliver smånervøse, hvis han tropper op i andet fodtøj.

»Har jeg andre sko på, spørger folk, om jeg skal mødes med dronningen, eller hvad der sker af særlige begivenheder,« smiler han.

Borgmester i hvide sneaks

Frands Fischer har aldrig haft lyst til at være sådan en borgmester, man kun ser bag et skrivebord eller for enden af et langt mødebord. Han vil ud og omkring. Han vil møde mennesker i øjenhøjde.

»De hvide sneakers siger sådan set rigtig meget om, hvem jeg egentlig er. Jeg er ikke den, der er højtragende. Mit ønske er på godt jysk at gå ind i folk med træsko på, og man kan måske godt sige, at det er den måde, jeg også har fundet mig selv på i politik. Hvide sneakers er knap så højtidelige. De sender et signal om at være tilgængelig og nede på jorden, også selvom jeg er borgmester. Jeg kommer med hvide sneaks, fordi det er sådan, jeg er. Jeg har altid forsøgt at gøre en dyd ud af at what you see is what you get.«

Det er også derfor, han insisterer på at være tilgængelig. Sådan helt konkret. Han vil gerne kunne stoppes på gaden. Han vil gerne være den borgmester, man godt tør henvende sig til. Det er ikke bare venlighed. Det er også en måde at være borgmester på.

De seneste syv år som borgmester har han derfor igen og igen oplevet, at folk lige ville veksle et par ord med ham – ved køledisken i supermarkedet, til en sen koncert på Smukfest eller på skiferie med familien.

»Det er jeg da sindssygt glad for, for det er med til at holde mig skarp på, hvad der sker i Skanderborg Kommune og holde fokus på den udvikling, vi gerne vil have. Men det overrasker mig stadig, at jeg bliver genkendt alle mulige steder. Det kan jeg godt blive lidt smigret over – at folk faktisk kan genkende mig med hjelm og skibriller.«

Af samme grund er der også nogle ting i privatlivet, der har ændret sig, siden han fik borgmesterkæden om halsen, selvom han ikke mener, at årene som borgmester har ændret ham grundlæggende.

»Jeg har ikke en privat Frands og en borgmester-Frands. Jeg er den samme Frands hele vejen rundt. Jeg øver mig i at være mest muligt autentisk, mest muligt mig selv. Men selvfølgelig kan man ikke helt undgå at tage farve af det. Når jeg er ude med gamle kolleger og får en fredagsøl, så er jeg bevidst om, at jeg i toget hjem nok møder borgere fra Skanderborg. Så den Frands, der er i byen med vennerne nu om stunder, han går nok lidt mindre til drikkevarerne end tidligere. Eller også er det bare fordi, jeg nu bliver 50,« griner han.

Fra foreningsliv til Fælleden

Frands Fischer er ikke født ind i partiapparater og Christiansborg-jargon. Interessen for politik opstod som en del af foreningslivet i Gl. Rye og Ry. Den voksede ud af idrætten, fællesskaberne og den verden, hvor man møder folk i øjenhøjde og får ting til at ske, fordi nogen tager fat.

»Interessen kom ud af det foreningsliv, jeg var en del af. Det var sådan set det, der bar mig ind i politik,« fortæller han.

»Jeg kom fra et miljø, hvor kondisko og hvide sneakers var det, man gik i. Jakkesættet var nyt for mig, og da jeg blev valgt ind i byrådet første gang i 2010, da ejede jeg ikke et slips. Så på den måde har det også været noget af en rejse for mig. Dengang var det utænkeligt, at mænd ikke var i jakkesæt og slips. I dag har jeg da noteret mig, at der også er andre, der har lyst til at have hvide sneakers på til et jakkesæt.«

Foreningsmennesket har Frands taget med sig hele vejen til Fælleden og ind på borgmesterkontoret. Han taler om politik, som andre taler om foreningsarbejde: Hvis det skal fungere, er man nødt til at tale sammen, finde kompromiser og være nogenlunde enige om, hvordan pengene skal bruges. Ellers går der »ramasjang« i den.

Den tankegang har han båret med sig ind i byrådssalen og ind i rollen som borgmester. Det brede samarbejde er ikke en smart strategi. Det ligger bare i hans natur.

»Jeg er i udgangspunktet altid fortaler for, at vi skal være mest muligt enige. I meget af mit arbejde forsøger jeg at bygge bro,« siger han.

At bygge bro i Skanderborg

I hans øjne handler politik i høj grad om det, man kan skabe sammen. Kommune, foreninger, borgere, ildsjæle. Hvis der er en rød tråd i hans syv år som borgmester, er det idéen om, at udvikling ikke opstår i byrådssalen alene. Den kommer, når folk byder ind, og kommunen åbner døren.

»Kulturforandringer tager lang tid, men jeg synes, der er sket en positiv forandring i Skanderborg, hvor kommunen i dag i højere grad arbejder sammen med borgere, foreninger og civilsamfund om udvikling. Der er kommet et større fokus på samskabelse. Borgerne er mere med i udviklingen og møder flere åbne døre, handleanvisninger og imødekommenhed hos kommunen. Vi er blevet lidt mere moderne og i takt med vores omverden.«

Det er Himmelbjerget et godt billede på. Da Frands Fischer blev borgmester, var arbejdet med Himmelbjerget kørt af sporet.

»Det var der, hvor det hele var ved at brænde sammen,« siger han og peger på forløbet som et bevis på, at politik nogle gange går langsomt, men også at det kan flytte sig, hvis bare man bliver ved og får alle med.

Det er derfor næsten poetisk, at han sidste år stod i hvide sneakers netop på Himmelbjerget og tog imod kongen, da tårnet fyldte 150 år.

»Pæn, men casual, som dresscoden lød,« smiler han.

Ustyrligt arbejdsliv

Skal han sætte fingeren på noget af det, der har overrasket ham mest som borgmester, handler det ikke om politik, men om, hvor mange timer der er i et borgmesterjob.

Mens han var rektor på HF, havde små børn, var udvalgsformand og havde gang i husprojekter, troede han ærligt talt ikke, det kunne blive værre.

»Der må jeg bare sige, at det kunne det godt,« konstaterer han tørt.

De første år som borgmester var arbejdslivet, som han selv beskriver det, næsten ustyrligt, og det blev nødvendigt at lære en ny disciplin: hvordan man kombinerer et embede, der altid kalder, med livet som familiefar.

Nu er datteren voksen og flyttet hjemmefra, den ældste søn går i 3. g og efternøleren er fyldt 11. Det har taget noget af presset på hverdagen, dog ikke så meget, at der igen er blevet plads til at gå til fodbold.

Når Frands Fischer ser tilbage på sine syv år som borgmester, er han især stolt af, at Skanderborg Kommune er lykkedes med at få greb om den store tilflytning og alle de kapacitetsudfordringer, der følger med. Det lyder måske ikke som den slags, der får champagnepropperne til at springe, men det er kommunalpolitik, når den er allervigtigst: børnehaver, skoler, plejehjem, økonomi, planlægning og rettidig omhu.

»Vi er kommet op på beatet i forhold til, hvordan vi skal være gearet med børnehaver og skoler og plejehjem i forhold til, hvordan kommunens befolkningssammensætning ændrer sig,« siger han.

»At tackle den udfordring med alle de mange nye børnefamilier, der er kommet til vores kommune, og de kæmpestore nødvendige investeringer – seks nye børnehaver, to nye skoler med børnehaver i skolerne plus et par nye plejehjem, som vi også er i gang med nu. Tæt på en milliard i investeringer. Det har været en meget stor udfordring, og det glæder jeg mig rigtig meget over, at vi er lykkedes med.«

Det skarpe hjørne

I den nære fremtid venter et skarpt hjørne. Tirsdag 5. maj fylder han 50 år. Fødselsdagen fejres privat, og skulle der blandt gæsterne være nogen, der forærer ham et par nye sneakers, er han ikke i tvivl om, hvor de gerne må føre ham hen. Ikke Toscana eller en thailandsk strand, men op på Himmelbjerget.

»De er naturligvis hvide, og jeg håber, de kommer til at føre mig ned gennem en nyindrettet Adelgade og ud på en boardwalk på Skanderborg Sø. Og så håber jeg, de vil føre mig op på Himmelbjerget, hvor vi forhåbentlig får skabt noget, der er så spektakulært, at kongen måske kunne få lyst til at komme igen og se til kongeegen, han plantede sidst, og besøge det nye demokraticenter,« siger han med henvisning til det kommende demokraticenter.

»Historien om, hvorfor demokratiet er så vigtigt for vores verden og vores land, den tror jeg, vi kan fortælle på en ny måde på Himmelbjerget. Demokratiet kommer ikke af sig selv. Vi skal værne om det.«

Og når den dag kommer, ved Frands Fischer godt, hvilke sko han helst tager på.