Fortsæt til indhold

Ny reparationscafé samler generationer om nål, tråd og bæredygtighed

Maltfabrikken i Ebeltoft slår dørene op for Generation Reparation – en ny reparationscafé som inviterer alle til at mødes omkring symaskinerne.

Samfund
sra

Tirsdag 5. maj klokken 15 til 18 åbner Maltfabrikken en helt ny reparationscafé, hvor mennesker i alle aldre er velkomne til at komme forbi med en jakke, der mangler en knap; et par bukser med et hul på knæet eller en idé til at gentænke en gammel skjorte til noget nyt. Det skriver Maltfabrikken i en pressemeddelelse.

Værkstedet, som foldes ud i Velkomsten i Maltfabrikkens hovedbygning, vil herefter have fast åbningstid hver tirsdag i tidsrummet 15–18 med undtagelse af skoleferier.

Generation Reparation er en del af Maltfabrikkens arbejde med bæredygtighed i hverdagen.

»Det handler ikke kun om at lære at sy en knap i et par bukser, det handler også om at øge sin bevidsthed om tekstilers værdi og livscyklus, om at forstå, hvordan vores forbrugsvaner påvirker klimaet, og hvordan vi gennem simple handlinger kan bidrage til en mere bæredygtig fremtid,« fortæller Nina Renée Larsen, projektchef på Maltfabrikken.

Uanset, om man ønsker en usynlig reparation eller er vild med visible mending-bevægelsens farvestrålende statements, er der brug for at lære teknikkerne. Metoden i Generation Reparation er derfor hjælp til selvhjælp, for hensigten med projektet er, at flere skal blive i stand til at klare hverdagens mindre reparationer selv, og på den måde give tøj og andre tekstiler et længere liv.

Et fællesskab på tværs

Generation Reparation bliver i høj grad et brugerdrevet fællesskab. I reparationscaféen spiller erfarne håndarbejdsfolk en aktiv rolle som frivillige reparationseksperter, parat til at lære deres færdigheder videre til yngre generationer, mens yngre deltagere kan bidrage med nye perspektiver på udtryk og muligheder.

På den måde ønsker man med caféen at give plads til et fysisk fællesskab på tværs af generationer, hvor bæredygtighed og videndeling er omdrejningspunktet, og hvor der er plads til alle der ønsker at deltage.

Så snart de første reparationer forlader symaskinerne, begynder Maltfabrikken at tælle op:

»Vi er i gang med at undersøge, hvordan vi kan illustrere resultatet af Generation Reparation,« fortæller Nina Renée Larsen.

»For hvert stykke tøj, der bliver repareret i stedet for kasseret, er der en miljømæssig gevinst. Når projektet er kommet godt fra start, vil vi synliggøre status, så man kan følge CO2-besparelsen hver gang man besøger Maltfabrikken. Vi håber der går sport i det.«