Fortsæt til indhold

Samtalegrupper og yoga skal hjælpe pårørende

Pårørende til personer med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse lever med et stort pres og har risiko for at have eller få en dårlig livskvalitet.

Samfund
sra

TrygFonden har støttet Bedre Psykiatri Skanderborg/Odder med en donation på 476.000 kroner til samtalegrupper og yoga for pårørende. Det skriver Bedre Psykiatri Skanderborg/Odder i en pressemeddelelse.

Pårørende til mennesker med psykisk sygdom har ofte en stresset hverdag med manglende forudsigelighed og stabilitet, fordi deres kæres psykiske sygdom eller udviklingsforstyrrelse fylder i familien. Konsekvensen er, at de pårørende er i særlig risiko for selv at blive påvirket psykisk.

Med et nyt tilbud kan pårørende nu få hjælp og møde andre i samme situation gennem samtalegrupper og yogatræning.

»Der er et stort behov for at støtte de pårørende, som sjældent har mulighed eller overskud til at give dem selv et pusterum fra en presset hverdag. Derfor har vi etableret samtalegrupper, hvor pårørende kan dele erfaringer og få vendt deres udfordringer, mens yogatræningen skal give ro og mentalt overskud, så risikoen mindskes for, at de rammes af stress og overbelastninger,« fortæller Vibeke Racey, formand i Bedre Psykiatri Skanderborg/Odder.

De pårørende mødes i mindre grupper over et halvt år sammen med en terapeut, og yogaforløbet løber over seks gange pr. hold. Bedre Psykiatri forventer, at op mod 120 pårørende vil deltage i hver af de to tilbud.

Det er TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland, der har doneret midlerne som et led i arbejdet for at øge livskvaliteten og den mentale trivsel.

»I TrygFonden arbejder vi blandt andet for at øge trivsel og mental sundhed, og derfor er vi glade for, at vi kan være med til at sikre, at pårørende til personer med psykisk syge eller udviklingsforstyrrelse kan få hjælp og støtte. Yoga kan give ro og fokus, mens samtalegrupperne kan hjælpe pårørende med at håndtere svære situationer og dele erfaringer med andre, som forstår, hvordan det er at være pårørende. Det giver styrke til hverdagen. Jeg håber, at der er mange, som vil tage imod tilbuddet og få glæde af det,« siger Else Søjmark, repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd i Region Midtjylland.