Virup IF har taget tigerspring - kåret til Årets Forening
På 18 måneder er Virup IF gået fra at have fem til over 20 aktiviteter.
»At blive kåret som Årets Forening 2026 og blive anerkendt er ikke ligegyldigt. Det giver brændstof på tanken og motivation til at komme igen i morgen.«
Sådan lyder det fra formanden for Virup IF, Kristian Rødbro, efter at foreningen i Hjortshøj har vundet prisen som Årets Forening 2026 i DGI Østjylland.
Virup IF har, skriver DGI Østjylland i en pressemeddelelse, på få år taget et markant spring fra at være en mindre, traditionel fodboldklub til i dag at være et levende og moderne idrætsfællesskab med over 1.000 medlemmer.
»Vi startede med 300 fodboldmedlemmer og er nu 1.000 medlemmer. Det er lykkedes, fordi vi har været gode til at omstille os og samarbejde,« siger foreningsudvikler i Virup IF Flemming Stubkjær Hüttel.
På bare halvandet år er foreningen gået fra fem til over 20 aktiviteter. I dag kan man blandt andet dyrke håndbold, ketsjersport, skateboard, dart, multisport, styrketræning og gåhold.
Udviklingen i Virup IF er ikke kommet af sig selv. Foreningen lytter ifølge DGI Østjylland til lokalsamfundet, »handler hurtigt og skaber relevante fællesskaber.« Men udviklingen bæres først og fremmest af de frivillige, lyder det.
»De frivillige stiller op hver evig eneste dag, uanset om der er solskin, regn eller blæst og skaber fællesskaber, hvor folk mødes, og det er både for skolebørn, tilflytter og den ældre profil,« siger Kristian Rødbro.
Sammen med anerkendelsen modtager Virup IF 10.000 kroner.