Fortsæt til indhold

Ejendomsmæglerkæden Home vil gennemføre fyringsrunde

Ejendomsmæglerkæden Home, der har hovedsæde i Åbyhøj i Aarhus, afskediger medarbejdere.

Samfund
/ritzau/

De ansatte i Home har fået besked om, at ejendomsmæglerkæden vil gennemføre det, der beskrives som en masseafskedigelse.

Det skriver mediet Finans.

I artiklen beskrives hverken det forventede antal fyringer, eller hvor i forretningen folk må vinke farvel til deres stilling.

Finans skriver dog, at kæden står foran ”massefyringer”.

Fyringsrunden er meldt ud, to måneder efter at kædens største franchisetager, Lone Bøegh Henriksen, blev opsagt.

Hun driver ti forretninger under Home-navnet. Hendes aftale udløber i slutningen af august.

Franchising er en forretningsmodel, hvor man betaler for at åbne en selvstændig forretning under et eksisterende navn.

I første omgang vil hendes ti forretninger fortsætte med at blive drevet som hidtil, men herefter er det op til de nye ejere at sætte deres hold.

Det skriver Martin Wiesener, der er administrerende direktør for Home, i en mail til Finans.

»Det kan betyde justeringer i bemandingen i de enkelte forretninger som en naturlig del af en franchisebaseret forretningsdrift som vores,« lyder det.

Det er tidligere blevet beskrevet i flere medier, at Lone Bøegh Henriksen ikke blev opsagt, fordi de økonomiske resultater var for dårlige. Det var i stedet tale om en strategisk beslutning.

Home, der blev etableret i 1989, er ejet af Realkredit Danmark, som er en del af Danske Bank-koncernen.

Kæden har 120 franchisetagere og cirka 160 butikker fordelt rundt omkring i landet. På hjemmesiden fremgår det, at Home har 900 ansatte i alt.

Sidste år havde kæden et overskud efter skat på 27,2 millioner kroner. Det var en stigning på mere end tre millioner kroner fra året før.