Prisbelønnet Aarhus-professor satte sit præg på byen
Sven Hansens vision om at forene æstetik og funktionalitet har sat varige spor i Aarhus’ byrum, selv om hans mest kendte værk, Musikhusparken, nu er omlagt.
Hvis du ikke er en del af arkitektmiljøet, siger navnet Sven Hansen dig nok ikke meget. Men som aarhusianer har du formodentlig passeret og opholdt dig i et af hans kreationer utallige gange, nemlig Musikhusparken.
Eller det vil sige den tidligere Musikhuspark, inden den sidste år blev omlagt i et samarbejde mellem Schønherr, Habitas og Morten Stræde. Men selv om Sven Hansens nok mest kendte værk i dag er væk, har han haft en uvurderlig indflydelse på, hvordan landskabsarkitekter i dag arbejder – ikke kun i Danmark, men også verden over.
Fra Falster til Brabrand
Sven Hansen var oprindelig fra Falster og flyttede til Brabrand med sin kone Ebba i 1960’erne. Inden da var den falstringske landskabsarkitekt vidt omkring. Efter at have opnået en havebrugskandidat fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole i 1932, var han blandt andet assistent hos stadsgartneren i Aarhus, arbejdede som kirkegårdsinspektør, var hos landskabsarkitekt G.N. Brandt fra 1936-45 for endelig at åbne egen tegnestue i Aarhus i 1945. Han var også tilknyttet flere projekter såsom Københavns Amts Sygehus i Glostrup i årene 1952 til 1958 og Høje Gladsaxe i løbet af 1960’erne.
I Aarhus er han blandt andet kendt for at have været landskabsarkitekt på projekter som Skjoldhøj Kollegiet, anlæggene ved Radio- og TV-huse, den tidligere bygning for Danmarks Journalisthøjskole på Olof Palmes Allé og ikke mindst Musikhusparken.
Sven Hansen var en mand, der arbejdede ud fra visionen om, at ting skulle være smukke, hvilket han blandt andet uddybede i en artikel i Århus Stiftstidende fra 1978: »I mange år har man talt om, at tingene skulle være funktionelle. Det er noget vrøvl. De skal være smukke, tale til følelsen. Rumme visioner. Uden visioner går det ikke.« Derfor er det måske ikke så overraskende, at Sven Hansen var meget imod udviklingen med flere motorveje, der risikerede at opbruge det smukke landskab, som han holdt så meget af.
Sven Hansen arbejdede igennem årene sammen med flere anerkendte arkitektfirmaer som Friis & Moltke, Kjær & Richter samt C.F. Møllers Tegnestue. Arbejdsfordelingen var klar: Arkitekterne tegnede bygningerne, mens han tog sig af de omkringliggende omgivelser.
Ikke bleg for at give kritik
Sven Hansen var blandt de første undervisere på Arkitektskolen i Aarhus, da den blev indviet i 1965. De første år som lektor, hvor han blandt andet underviste i faget ”Havearkitektur og landskabspleje”, og fra 1976 som professor.
Arkitektskolens studerende skulle under Sven Hansen lære at forskønne Danmarks omgivelser, og igennem årene har flere af Hansens studerende gjort netop det. Blandt disse er landskabsarkitekt Kristine Jensen, der blandt andet har tegnet den nye Aarhus Havnefront.
Generelt var Sven Hansen kendt som en fascinerende underviser. I tidsskriftet ”Landskab” beskrev den tidligere elev, landskabsarkitekt Preben Skaarup, i 2015 Sven Hansen som en underviser med en stor tiltro til sine studerende, men samtidig en person, der ikke lagde fingre imellem, når der skulle gives feedback til forbedringer. Skaarup husker dog også en underviser, der gerne inviterede til sommerfester i hans private hjem i Brabrand, hvor menuen altid stod på lam.
Sven Hansens fokus var på de menneskeskabte elementer i landskabet. Det var kunsten, der var i centrum, og ikke det naturvidenskabelige. Hans tanker var med til at forme Arkitektskolens undervisning helt fra skolens begyndelse. Engagement og en direkte pædagogik, der tvang de studerende til at tage stilling, var kendetegnene for Sven Hansens undervisningsstil.
Ude godt, men hjemme bedst
Foruden sit betydelige aftryk på dansk landskabs- og havearkitektur var Sven Hansen også anerkendt internationalt for sit arbejde. Efter sin studietid hos Harvard University var han gæsteprofessor på flere amerikanske universiteter, herunder California og Pennsylvania University, hvor han delte ud af sin store viden.
Derudover var Sven Hansen tilknyttet Unescos ekspertgruppe, hvor hans arkæologiske interesse kom i spil. Her var han med til at bistå arbejdet med at redde oldtidsbyen Abu Simbel i Egypten fra vandmasserne i forbindelse med anlæggelsen af Aswandæmningen i 1960’erne.
Selvom han var en berejst mand, der havde set mange forskellige dele af verden, var han dog ikke bange for at indrømme, at Danmarks natur var hans personlige favorit. I hans arbejde lå det ham da også meget på sinde at forsøge at tage hensyn til naturen. Det krævede planlægning, der både skulle sikre folks æstetiske omgivelser, men samtidig sørge for omtanke for det oprindelige landskab.
Priser og anerkendelser
Det arkitektoniske arbejde forblev ikke ubemærket, men blev anerkendt i både ind- og udland. I Danmark modtog Sven Hansen Eckersbergsmedaljen i 1973, der uddeles på baggrund af arbejde, der bærer præg af høj kunstnerisk kvalitet. Derudover blev han i starten af 1980’erne udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.
I både USA og i større byer i Europa har Sven Hansen modtaget mange priser for sit arbejde. Hans arbejde har også været udgangspunktet for flere udstillinger på blandt andet Charlottenborg og i Aarhus Kunstbygning, London, Zürich, Oslo og Wien.
Han var en respekteret person inden for feltet, der ved siden af sit arkitektoniske og undervisningsarbejde også havde formandsposter i blandt andet Det jydske Haveselskab og Akademirådets udvalg for landskabs- og havekunst samt en redaktørstilling på Havekunst.