Skal du være med til royal fejring? Kommune søger fanebærere til festlig velkomst
2. juni lægger Dannebrog til kaj i Grenaa, når kongeparret går i land på sommertogtet.
Tirsdag 2. maj er der besøg af den fornemme slags, når kong Frederik og dronning Mary stævner ind i Grenaa Havn og efterfølgende officielt besøg i Norddjurs Kommune.
Kommunen vil selvsagt gerne skabe en festdag og søger derfor foreninger i Norddjurs Kommune, som råder over en fane, og som har lyst til at være en del af en festlig faneborg, når kongeparret bydes velkommen på Grenaa Havn.
Der kan stille to personer pr. fane fra hver forening, og man skal forvente at stå klar fra omkring klokken 08.00 tirsdag morgen 2. juni og et par timer frem.
Nærmere tidspunkt og detaljer omkring fanebæring og lignende kommer der besked om senere.
Da der er begrænset plads på havnen, kan det ikke garanteres, at alle tilmeldte foreninger kan få plads, oplyser kommunen.
Til yderligere orientering er det militærkoordinatorer fra Skive Kaserne, som er ansvarlig for opstilling af æreskommando og faneborg 2. juni på havnen i Grenaa.
Har jeres forening en fane og lyst til at deltage? Så hører vi meget gerne fra jer senest den 4. maj 2026.
»Vi glæder os til at modtage jeres tilmelding og sammen med jer at samle en smuk faneborg og markere dagen i fællesskab,« lyder det fra Norddjurs Kommune.