Et halvmaraton er noget, vi deler. Ligesom Tina Dickow fra en tom Ceres-dåse

Der kan på sin vis være noget opløftende ved, når et menneske bestemmer sig for at løbe 21,1 kilometer og påstår, at det er for fornøjelsens skyld. Fornøjelsen ved Bestseller Aarhus City Half, som søndagens store løbebegivenhed kaldes, er smitsom. Det bliver uden tvivl endnu en folkefest gennem Aarhus’ gader.

I et stykke tid har der været ét sikkert tegn på, at et halvmaraton er lige om hjørnet. Det er ikke køb og salg af startnumre, ikke trafikskiltene eller løbesedlerne, der varsler endnu flere afspærringer i byen end normalt. Det er heller ikke en intensiveret snak om væskebælter eller pludselige knæskader.

Nej, det sikre tegn på løbets kommen er, at cykelstier og fortove de seneste måneder i stigende grad er forvandlet til personlige rekordlaboratorier for nogle af dem, der i kådhed købte et startnummer på et tidspunkt, hvor søndag den 14. juni lød som en fjern fremtid.

Et stigende antal motionister på gader og stræder minder ikke kun om søndagens løbebegivenhed, men også om, at det offentlige rum kun fungerer, fordi vi hele tiden tager små skridt til siden for hinanden.

Vi er i en årstid, hvor byen for alvor deles. Med solen kommer højttalermusik. Også fra enheder, der gengiver lyden i samme kvalitet som en tom Ceres-dåse. Afspillet direkte fra en telefon kan ethvert nummer lyde som et mix af Eros Ramazzotti og Tina Dickow. Bruges telefonen ikke til musik, så måske til en privat samtale med medhør: ”Det var heldigvis ikke klamydia.” Man deler meget, når det er sommer.

Som sagt også fortove, stier og pladser. Også med dem, der træner til årets store løbebegivenhed. Det kan mærkes, som jeg mærkede mødet med en træningsivrig løber forleden på en smal passage. Jeg gik bag en kørestolsbruger og hans hjælper. Imod os kom en flok gående, og vi gjorde alle det, mennesker er gode til, når de løfter blikket fra konditallet på håndleddet: Vi gav plads til hinanden.

Så kom løberen. Med fart på skoene og selvtilliden mente han, at vi andre måtte vige, så han kunne drible forbi kørestol, børn, ældre og almindelige hensyn med en upassende irriteret grimasse. Resultatet blev en skuldertackling af en kaliber, der kunne udløse VAR. Men det lod nu ikke til, at der kunne rokkes ved løberens pace eller verdensbillede.

Et par dage efter skete noget lignende på det smalle fortovsstykke ved Spanien. ”Til siden,” råbte den første af tre løbere i ens firmalycra, åbenbart med en forventning om, at alle vi andre ville springe ud foran bilerne eller ind i svømmehallen for ikke at sænke deres tempo.

Det offentlige rum fungerer kun i kraft af de millioner af små hensyn, vi tager til hinanden. Man holder døren, trækker (maven) ind. Man skruer lidt ned for sin telefon (og sig selv). Man giver plads, fordi man har lyst og ikke fordi, nogen råber ad én.

Søndag bevæger omkring 14.000 løbere sig gennem Aarhus under langt mere organiserede forhold. De vil blive båret frem af tilskuere, musik og en særlig stemning.

Derfor bliver dette års halvmaraton sikkert også en succes. Ikke kun på grund af løberne, men fordi tusindvis af andre aarhusianere finder sig i afspærringer, ventetid og omveje for at gøre plads til dem. Det mindste, man som løber kan gøre resten af året, er at gengælde tjenesten ved ikke at kræve en særlig råderet over byrummet. For en personlig rekord er imponerende. Men det er stadig ikke vigtigere end almindelig pli.