»Jeg forlanger ikke, at I vinder. Men I skal s….. gøre en indsats.« En hård hund med et blødt klubhjerte fylder 90 år

Når IF Midtdjurs 13. maj samler gamle spillere, ledere, venner og familie til fødselsdagsfest i klubhuset i Ryomgård, er det ikke bare en rund dag, der markeres.

Det er et helt fodboldliv. Jakob Olesen fylder 90 år – stadig med støvlerne mentalt snøret, stadig med blikket rettet mod banerne og resultattavlen, og stadig med IF Midtdjurs som sin klub.

Det sker i de rammer, han selv var med til at skabe. I 1977 var Jakob blandt de frivillige kræfter, der rejste det klubhus, som siden er blevet bygget om og ind i Ryomgård Kultur- og Fritidscenter.

Kun en lille del af det oprindelige hus står tilbage, men ånden er den samme: frivillighed, fællesskab og fodbold.

Leder af den gamle skole

Jakob Olesen tilhører en efterhånden sjælden race: idrætsledere, der viede hele deres fritid uden beregning til klubben.

Siden han som 20-årig i 1956 blev valgt ind i bestyrelsen i Kolind Gymnastikforening, har han uden afbrydelse været en del af foreningslivet.

Vejen gik fra Kolind til Nimtofte Boldklub og videre til Ryomgård, hvor han blev en af hovedarkitekterne bag fusionen mellem Nimtofte Gymnastikforening og Ryomgård IF.

To ekstraordinære generalforsamlinger skulle der til, før medlemmerne sagde ja, men 17. januar 1972 var IF Midtdjurs en realitet – og Jakob Olesen overtog formandsposten i fodboldafdelingen.

Herfra satte han kursen for klubben i årtier, samtidig med at han tog ansvar i både JBU og DBU og blev hædret med JBU’s guldnål, DBU’s sølvnål og DBU’s hæderstegn.

For Jakob var og er klubfølelse, sammenhold og fællesskab ikke fine ord, men en livsstil. Man svigter ikke sin klub. Man møder op, tager vagten, tager diskussionen – og dør med støvlerne på, som han selv formulerer det.

En hård hund

Som spiller var Jakob Olesen aldrig den store tekniker. Det er han den første til at indrømme. Til gengæld var han en fighter.

»Jeg havde viljen, og jeg hadede at tabe,« har han sagt.

Den indstilling tog han med sig ud på sidelinjen, da ledergerningen tog over.

Hans egen aktive tid på banen var præget af hårdhed og opfindsomhed. Benskinner var en luksus – Jakob nøjedes som regel med to sammenfoldede aviser stukket ned i strømperne som beskyttelse.

Og han kendte spillets gråzoner.

I sine velmagtsdage havde han en fast vane ved hjørnespark: Når hans eget hold skulle sparke, stillede han sig helt tæt foran modstandernes målmand.

I det øjeblik alle – dommer, med- og modspillere – havde blikket rettet mod spilleren ved hjørneflaget, trådte Jakob målmanden over tæerne. Når målmanden slog ud efter ham, spillede Jakob den uskyldige, og dommeren kunne ikke andet end at dømme straffespark.

Sådan vandt man små slag i en tid, hvor VAR var science fiction.

Senere, i IFM-tiden, havde han på førsteholdet den legendariske målmand Jes Thomsen. En dag erklærede Jes i omklædningsrummet: »I dag vil jeg være Dino Zoff« – med henvisning til den berømte italienske keeper. Jakob, allerede i fuldt kampgear mentalt, fnyste og satte ham på plads: »Nu skal jeg sige dig én ting, og det er, at du er Jes Thomsen og ingen andre. Forstået.«

Man skulle ikke tro, man var noget, man ikke var – man skulle være sig selv og gøre sig umage.

Flink mand - men uduelig

I sine yngre lederår kunne man se ham storme op og ned ad sidelinjen, fægte med arme og ben, når hans elskede førstehold var i kamp. Som linjevogter fik flaget nogle ordentlige ture, alt efter hvordan kampen udviklede sig.

Dommerne slap heller ikke altid billigt. En af de historier, der stadig fortælles, handler om den dommer, han stoppede på parkeringspladsen efter en kamp. Jakob var ikke tilfreds med indsatsen og sagde uden at kny:

»Du er jordens flinkeste mand, det skal du have, men dommer det bliver du aldrig.«

Så kunne dommeren køre hjem med den svada.

Hans krav til spillerne var enkle og kontante: »Jeg forlanger ikke, at I vinder. Men I skal s….. gøre en indsats.«

Mange tidligere IFM-spillere kan stadig høre den sætning for sig og sige den i søvne.

Historierne om Jakob

I de mange år som fodboldleder har historierne om Jakob Olesens gøren og laden hobet sig op.

Udtryk som »Pas på ham, han er Kolindmand« og »Jeg stoler ikke på ham, han er fra Pindstrup« er blevet sagt med et glimt i øjet – og vidner om de lokale drillerier, der følger med, når man har været med overalt i området.

Fra tiden som fodboldformand i Nimtofte Boldklub fortælles vandrehistorien om en lørdag, hvor førsteholdet – Jakobs et og alt – havde vundet hjemme. Om aftenen var spillerne samlet til middag og sejrsfest.

Midt i hyggen siger hans daværende kone, Inger, hen over bordet: »Vi skal huske, at vi skal til familiekaffe søndag.«

Jakob svarer: »Ja, det var godt, vi vandt i dag, Inger.« Han var stadig midt i kampen, mentalt. Sådan fyldte fodbolden.

Jakob har i tidens løb fægtet for sine meninger og holdninger, og man kunne godt slå sig på ham, hvis man ikke delte hans synspunkter. Til gengæld var der aldrig tvivl om, hvor han stod. Når han til en generalforsamling sad tavs, rød i kinderne og kiggede med stift blik ned i bordet i nogle minutter, var det svar nok.

I dag følger han de fleste af førsteholdets kampe via DBU Jyllands livescore. »Jeg har ikke nerver til at stå på linjen, hvis de kommer bagud,« siger han. Så er det lettere at ærgre sig hjemme foran skærmen. Men én ting er uforandret: En fredag aften er ødelagt, hvis der ikke er kommet point på kontoen.

Stadig aktiv – trods modgang

Selv om alderen nu runder 90, har Jakob Olesen ikke sluppet grebet om hverdagen i IF Midtdjurs. Han har i de senere år været ramt af sygdom et par gange, men hver gang er han kommet stærkt tilbage og har genoptaget sin ledelse af det såkaldte Tirsdagshold – den frivillige gruppe, der passer det kommunale idrætsanlæg og kunstgræsbanen i Ryomgård.

Han tager for det meste en tur på Ryomgård Stadion hver dag for at mærke duften og nyde synet og hjælper fortsat som kampfordeler for seniortruppen.

Og netop nu fylder et nyt projekt meget: Opførelsen af en tribune på Ryomgård Stadion, som han selv har været med til at finansiere. Endnu et fysisk bevis på et livslangt engagement.

I 2019 modtog han en særlig hæderspris ved Syddjurs Award – en personlig hyldest for mere end næsten 70 års frivilligt arbejde. Det ændrede ikke på hans hverdag. Han mødte op igen næste tirsdag og fortsatte, som han altid har gjort: med at få tingene til at fungere.

Med og omkring fodbolden

Bag den markante fodboldleder stod i mange år en lige så markant støtte. I marts 2025 mistede Jakob sin hustru, Meta Marie Gaardsted Olesen, 93 år, efter kort tids sygdom. Sammen levede de et langt liv i gensidig respekt.

Metas interesse for fodbold var ikke så stærk som ægtefællens, men hun støttede ham i ét og alt – også når kampen fyldte mere end familiekaffen.

Når Jakob i dag ser på nutidens unge, kan det være svært helt at forstå en tid, hvor fodbolden ikke altid er passion, og hvor klubskift ofte sker hurtigt, hvis »lugten i bageriet« i hjemklubben bliver for trang. For ham er klubben noget, man bliver i, kæmper for og tager ansvar for – også når det er besværligt.

Derfor er det mere end en fødselsdag, der markeres 13. maj. Det er et portræt af en livsstil: Et menneske, der i 70 år har ladet fodbolden være omdrejningspunktet, og som stadig – i en alder af 90 – følger IF Midtdjurs’ ve og vel tættere, end mange langt yngre gør.

Fodboldledere forgår og finder andre gøremål. Jakob Olesen består.