Salget eksploderede – efter 10 måneder udvider butikken igen
Salget stegbetragteligt, da Kirkens Korshær i Auning flyttede til Centervej. Nu udvides butikken.
For ti måneder siden rykkede Kirkens Korshær i Auning fra lokalerne i Vestergade til Centervej 21C i den tidligere jagtbutik. Med overtagelsen af den tidligere malerbutik lige ved siden af, lægges der nu 120 kvadratmeter til.
Efter cirka halvanden måneds lukning med indretning og rykken rundt på hylder og varer genåbner Kirkens Korshær i Auning torsdag 30. april og byder på kaffe, kage og saftevand fra klokken 12 til 17.
»Vi glæder os. Det bliver skønt at se kunder i butikken igen,« siger butiksleder Eva Birch inden åbningen.
Arealet i den tidligere jagtbutik var 160 kvadratmeter, og med de ekstra 120 kvadratmeter er der nu kommet endnu flere varer på hylderne inden for de forskellige sortimenter som tøj, sko, spil, isenkram, legetøj med mere. Der er også blevet plads til helt nye grupper som bøger, ting til udeliv og ting til kæledyr.
Salget eksploderede
Flytningen til Centervej for ti måneder siden kunne hurtigt mærkes med stigende omsætning og salg.
»Ja, salget nærmest eksploderede. På de ti måneder er det mere end fordoblet, og alene på de første fire måneder øgedes salget med 100.000 kroner,« fortæller Eva Birch.
Anna Marie Christoffersen, frivillig, indskyder, at parkeringspladserne lige uden for butikken er medvirkende til den flotte fremgang, samt den bedre synlighed, butikken har fået på Centervej.
Kunderne er både unge og ældre, og de kommer fra hele Djursland. Også mange børn kan lide at komme i genbrugsbutik. Eva Birch fortæller om en pige, der var fuldstændig henført over at finde ting, hun gerne ville have på sit værelse.
»Vi kan se, at genbrug er moderne, både tøj og porcelæn.«
Vil gerne være flere
I dag er åbningstiden i hverdage klokken 12 – 17 og lørdag klokken 10 – 13, men der arbejdes på at åbne lidt tidligere i hverdagene.
»Vi vil gerne være flere, så vi kan åbne butikken klokken 10,« fortæller butiksleder Eva Birch.
I øjeblikket er der 19 frivillige i Kirkens Korshær i Auning.
»Men måske er vi snart 20. I hvert fald var der lige en inde i butikken i går, der måske også gerne vil være frivillig.«
Det var en mand, fortæller Eva Birch, og tilføjer med et lille smil, at han i så fald bliver den eneste mandlige medarbejder, idet de øvrige alle er kvinder.
Kundekontakt og fællesskab
I åbningstiden er der mindst to frivillige i butikken og en i sorteringen ude bagved.
Eva Birch og Anna Marie Christoffersen er glade for at arbejde i Kirkens Korshær, både på grund af kundekontakten og fordi overskuddet går til et godt formål. Det gode fællesskab i butikken betyder også meget. Og så er det altid spændende at se, hvad der er i de poser og kasser, der er blevet indleveret.
Kirkens Korshær hjælper hjemløse, psykisk syge, ensomme og fattige familier i Danmark. Det sker via varmestuer, familietilbud, sundheds- og stofindtagelsesrum, aktivitets- og arbejdsfællesskaber, herberger, samtaletjeneste, tilbud til udenlandske hjemløse og botilbud.