Fortsæt til indhold

Sankthans får et vemodigt farvel, når ikonisk Aarhus-band giver afskedskoncert

Tivoli Friheden lægger scene til den allersidste dans til 'Hjem til Aarhus'.

Samfund

Sankthans i Friheden bliver af den vemodige slags, når midsommerfejringen kulminerer i år i et musikalsk farvel med ’På Slaget 12’.

Det folkekære band – som blev allermest kendt for sangen ’Hjem til Aarhus – spiller deres sidste koncert netop her - i Aarhus.

Midt i båltale og fællessang bliver aftenen således det sidste møde mellem bandet og det aarhusianske publikum, fortæller Niels Kirkegaard og Ann-Mette Elten fra ’På Slaget 12’ i en pressemeddelelse.

»Selv popmusikere må gerne gå på pension. Da vi udgav vores første album i 1986, havde vi aldrig forestillet os, at vi 40 år senere stadig kunne leve af musikken. Men der er ingen grund til at blive ved, til man ikke kan mere,« siger Niels Kirkegaard og Ann-Mette Elten.

Fælles afsked

Aftenen folder sig ud ved Svanesøen, hvor aarhusianerne traditionen tro samles til båltale fra borgmesteren, fællessang og det øjeblik, hvor bålet tændes og lyser op i sommernatten til tonerne af den ikoniske Midsommervise, fremført af Frihedens Sanglærker.
Herefter rykker aftenen videre til den store scene, hvor ’På Slaget 12’ spiller deres sidste koncert i Aarhus.

»Efter 40 år på den danske musikscene runder bandet af med en koncert, der trækker tråde gennem hele deres historie. Publikum kan forvente en aften med de sange, mange har sunget med på gennem årtier. Siden begyndelsen har bandet været på landevejen hvert eneste år, og det sammenspillede orkester er stadig båret af den samme energi og spilleglæde,« lyder det fra Tivoli Friheden.

»De stærke melodier og de enkle, men raffinerede tekster har fulgt dem hele vejen sammen med Ann-Mette Eltens varme, udtryksfulde stemme, der gennem årtier har sunget sig lige ind i hjertet på publikum. Sankthansaften i Tivoli Friheden bliver derfor ikke bare en koncert, men en fælles afsked – en fejring af musikken, minderne og de øjeblikke, der har bundet band og publikum sammen gennem fire årtier.«