Politiet jagtede ung mand gennem gågade: Havde lavet knallert om til motorcykel
Politiet gennemførte målrettet knallertindsats på Djursland.
Østjyllands Politi tog tirsdag på knallertkontrol på Djursland, og det resulterede i flere sigtelser.
Særligt i Grenaa blev der noteret mange sager. Her stod betjentene klar, da de unge fik fri fra diverse skoler og uddannelser, og i alt ni personer blev sigtet for at køre på tunede knallerter, oplyser Østjyllands Politi.
To af knallerterne havde ifølge politiet så store cylindre, at de reelt bliver betragtet som motorcykler.
Det betød, at de to unge førere også blev sigtet for kørsel uden førerret. Derudover kan der komme sager om manglende forsikring og registrering, og det kan ende med bøder for mange tusinde kroner.
»Den ene af de to ”motorcyklister” forsøgte at stikke af via gågaden i Grenaa, men han blev dog indhentet. Da betjentene fik fat i ham, fik han en ekstra sigtelse for at køre rundt på en gågade og for ikke at efterkomme politiets anvisninger,« lyder det fra Østjyllands Politi.
Færdselssektionen fik også noteret flere forseelser med el-løbehjul. Fem personer blev skrevet for at køre uden hjelm, og i Ebeltoft blev en kun 12-årig dreng standset, da han kørte på et el-løbehjul, som kunne køre 40 km/t, hvilket er alt alt for hurtigt og farligt. Betjentene fik en alvorssnak med hans forældre.
»Herfra skal lyde en klar opfordring til forældre til børn under 18 år, der har knallerter eller el-løbehjul. Hjælp os med at sikre, at de unges køretøjer er sikre og lovlige og mind dem om, at de skal huske hjelmen. Det er farligt både for dem selv og andre at køre rundt på tunede løbehjul og knallerter, som slet ikke er bygget til at køre så hurtigt,« opfordrer Østjyllands Politi.