Normal hives i retten af Victoria's Secret
Victoria's Secret vil have et forbud mod, at påståede kopiparfumer sælges i Normal. Sagen starter torsdag.
Den amerikanske modegigant Victoria’s Secret mener, at den danske detailkæde Normal, der har hovedsæde i Skanderborg, har forfalsket Victoria’s Secret-parfumer og solgt dem.
Det fremgår af et påstandsdokument, som Victoria’s Secret har sendt til Sø- og Handelsretten, og som DR har fået aktindsigt i.
Sagen begynder torsdag ved Sø- og Handelsretten, der særligt behandler erhvervsrelaterede sager.
I dokumentet nævnes 17 produkter, som ifølge det amerikanske selskab er falske. Det vil have indført et forbud mod, at Normal kan sælge dem i EU.
Derudover mener Victoria’s Secret, at Normal har udført ulovlig parallelimport.
Gorrissen Federspiel, der er et af Danmarks største advokatkontorer, repræsenterer Victoria’s Secret i sagen.
Advokatkontoret skriver i påstandsdokumentet:
»For at undgå uoprettelig skade på Victoria’s Secrets rettigheder og brand er det af afgørende betydning, at der hurtigst muligt meddeles et midlertidigt forbud, så Normals salg og udbud af de varemærkekrænkende produkter standses og påfører mindst mulig skade på Victoria’s Secrets forretning.«
Målet med sagen er altså et forbud mod salg af produkterne i EU. Efterfølgende er det ifølge DR planen, at der skal være en hovedsag, som handler om varemærket Victoria’s Secret.
Normal er repræsenteret af et andet af landets største advokatkontorer, nemlig Bech-Bruun.
Ifølge dokumentet fik Victoria’s Secret mistanke om forfalskningerne gennem sit salgsnetværk i Europa. Derefter sendte virksomheden repræsentanter ud for at foretage prøvekøb i flere Normal-butikker i København og Aarhus.
Det er ifølge virksomheden tydeligt, at der er tale om forfalskninger. Det »afsløres allerede ved en fysisk besigtigelse«, lyder det.
DR skriver, at Normal har i sinde at kæmpe imod forbuddet mod salg af parfumerne.
Normal mener ikke, at det er bevist, at der er tale om kopiprodukter.
Der er nemlig kun tale om beviser, der er »udarbejdet af Victoria’s Secret selv og af producenter af Victoria’s Secrets produkter på anmodning fra Victoria’s Secret«, skriver Normal ifølge DR i sit påstandsdokument.