Sur smiley og stor bøde til Aarhus Universitetshospital: »Vi har haft en periode med vikaransatte i køkkenet«
Et køkken i hospitalets respirationscenter har ikke haft papirerne i orden, og det koster nu 20.000 kr. »Det er ikke tilfredsstillende,« lyder det fra hospitalet, der ser med alvor på Fødevarestyrelsens kontrol.
En bøde på 20.000 kroner og en sur smiley.
Det var, hvad Fødevarestyrelsens kontrollant havde med til et køkken på Aarhus Universitetshospital efter et besøg 23. april.
Køkkenet, som det var galt med, er placeret i hospitalets respirationscenter, hvor man primært udreder og behandler vejrtrækningsbesvær hos lungeraske børn og voksne.
Det var dog ikke hygiejnen eller rengøringen, der gav hospitalet en sur smiley. Det var derimod en mangelfuld egenkontrol.
For over en lang række dage i februar og marts havde køkkenet ikke ført dokumentation for opbevaringstemperaturen på køkkenets fødevarer og kunne dermed heller ikke fremvise, at man har haft styr på fødevarernes temperaturer.
Noget, der potentielt kan føre til bakterievækst.
»Dokumentation af opbevaringstemperaturer er i risikoanalysen udpeget som et kritisk kontrolpunkt,« skriver Fødevarestyrelsen i kontrolrapporten.
Hospitalets egen forklaring på den mangelfulde egenkontrol lyder i Fødevarestyrelsens rapport:
»Vi har haft en periode med vikaransatte i køkkenet. Nu har vi fået en fastansat og sætter fokus på frekvensmæssig dokumentation.«
»Ikke tilfredsstillende«
I et skriftligt svar til avisen skriver Søren Aas Changta, der er funktionsleder ved Service Øst på Aarhus Universitetshospital, at man ser med alvor på kontrollen:
»Vi ser alvorligt på Fødevarestyrelsens bemærkninger. Kontrollerne viser, at der generelt er styr på hygiejne og håndtering af fødevarer, men også at der i perioder har været mangler i dokumentationen af egenkontrollen – herunder temperaturmålinger, som er et kritisk kontrolpunkt.«
»Det er ikke tilfredsstillende, og vi har derfor skærpet vores fokus på at sikre, at egenkontrollen bliver gennemført og dokumenteret konsekvent,« lyder det i svaret fra Søren Aas Changta.
Ifølge ham har man bl.a. »styrket oplæring og opfølgning«, »indført tydeligere arbejdsgange« og »øget den ledelsesmæssige opfølgning i hverdagen.«
»Derudover har vi haft særligt fokus på bemanding og kontinuitet i opgaveløsningen,« lyder det fra Søren Aas Changta.
Ifølge Aarhus Universitetshospital skulle forholdene i køkkenet ikke have udgjort en risiko for patienterne.
»Den seneste kontrol viser også, at der er rettet op på en række forhold siden sidste besøg, men at der fortsat er behov for at fastholde et højt fokus på dokumentationen. Det arbejde fortsætter vi med,« skriver Søren Aas Changta.
Det er nemlig ikke første gang, at køkkenet får anmærkninger.
For ved Fødevarestyrelsens forrige kontrol tilbage i januar i år fik køkkenet også en mellemfornøjet smiley, og ved den lejlighed var det også egenkontrollen, der voldte problemer.
Her kunne man heller ikke fremvise dokumentation for, at man havde styr på temperaturerne, når der var fødevarer, der skulle genopvarmes.
I den kontrolrapport lød køkkenets forklaring: »Vores kinabog med dokumentationen er blevet væk.«