Fortsæt til indhold

Sæson for plantemarkeder: Kom og gør et godt plantekup

Norddjurs-afdelingen af Haveselskabet inviterer til plantemarked ved Pavillonen i Grenaa.

Samfund
sra

Hvem har ikke lyst til at gøre et godt plantekup? Og ovenikøbet få en hyggelig havesnak og måske lære både nye mennesker og planter at kende?

Det har du mulighed for lørdag 9. maj, når Norddjurs-afdelingen af Haveselskabet inviterer til plantemarked på parkeringspladsen ved Pavillonen i Grenaa. Det fremgår af en pressemeddelelse.

I år er der boder, hvor der sælges mange forskellige stauder, akelejer, hostaer, liljer, pelargonier, stueplanter, buske, engletrompeter, cannaer, frø og meget andet. Derudover forskellige tomater, agurker, græskar, tre-års aspargesplanter og kartofler i spande samt fuglehuse, pileflet, stenskulpturer, ting og sager.

Cafeteriet holder åbent for salg af kaffe og kage og udvider i år sortimentet. Der stilles borde og stole op, så det bliver muligt at sidde ned og nyde en kop kaffe. I godt vejr bliver det udendørs.

Er du endnu ikke medlem af Haveselskabet, kan du få en snak med en fra bestyrelsen i Norddjurs-afdelingen om fordelene ved et medlemskab og få mere at vide om det særlige tilbud, der er på dagen.

Haveglæde

Haveselskabets plantemarkeder handler om at sprede haveglæde og om at hjælpe hinanden med at få succes med havens planter og projekter.

»Uanset om du er havenørd eller nybegynder, om du har din egen have eller ej, er du velkommen. Det vigtigste er glæden ved at dyrke planter og lysten til at møde andre med samme interesse,« siger Jytte Schneider fra Haveselskabets Norddjurs-afdeling.

Haveselskabet arbejder som forening for at skabe fællesskab mellem haveejere og give dem mulighed for at dele deres haveglæde med andre.

»Plantemarkederne har altid været populære, men vi mærker en ny interesse for dem i disse år. Flere har fået øjnene op for det fællesskab, der er i markederne, hvor man møder andre haveejere fra lokalområdet. Samtidig er det bæredygtigt at genbruge planter, som måske ellers ville ende på genbrugspladsen, fordi haveejeren ikke har plads til dem længere eller lægger sine bede om,« siger Jytte Schneider.

Uventede skatte

På plantemarkederne sælger og bytter haveejerne både frø, stiklinger og hele planter. Mange haveejere kommer med årelang erfaring, som de gerne deler med de nye haveejere, der stadig prøver sig frem.

Ligesom på loppemarkeder ved man aldrig helt, hvad man finder, og de fleste går hjem med uventede skatte under armen – og med ny inspiration eller viden om haven.

»På plantemarkedet køber man planten direkte af en anden haveejer, og tit følger der en sjov anekdote om planten med eller et par gode erfaringer, som sælger har gjort sig, og det er jo guld værd at vide, om netop denne sort måske typisk blomstrer lidt senere, ikke bliver så høj eller hurtigt breder sig godt i bedet,« siger Jytte Schneider.