Erhvervslivet i Norddjurs: »Positiv udvikling i gang«
Tirsdag 28. april var 25 virksomhedsledere mødt op til dialog med Norddjurs Kommune om erhvervsudviklingen og arbejdet med at styrke rammerne for erhvervslivet, skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Flere deltagere hæftede sig ved forbedringerne på sagsbehandlingstiderne, og der var generelt tilfredshed med retningen. Herluf Bøgild Bachmann, fra tømrer- og snedkerfirmet med samme navn, så eksempelvis flere gode tendenser:
»Det er en positiv udvikling, der er i gang – også området ved Hesselvang og Havnen. Det vil komme til at trække flere mennesker til.«
Stemningen på Kysthotellet i Grenaa var generelt optimistisk, og imens solen strålede udenfor, præsenterede både borgmester, udvalgsformand og fagchefer kommunens aktuelle indsatser for erhvervsudvikling.
»Erhvervsdialogmødet er vigtigt, fordi det giver både virksomheder og kommune viden om, hvad hinanden laver. Så vi sammen i partnerskab kan udvikle kommunen i en stærk retning,« lød det efterfølgende fra borgmester Kasper Bjerregaard.
Den pointe blev bakket op af formanden for Erhvervs-, Vækst- og Klimaudvalget, Stinne Thorsen Kvorning:
»Vi arbejder for at give virksomhederne de bedst mulige rammer at drive virksomhed i, og vi ser hinanden som medspillere, der er sammen om at udvikle kommunen.«
Et stort tema for virksomhederne var infrastruktur og arbejdet for den bedst mulige Rute 15 hele vejen til Grenaa Havn. For at styrke det arbejde, blev der i februar etableret Rute 15-komité.
Et andet område, som flere virksomheder fremhævede, var byggesagsbehandlingen. I sidste måned offentliggjorde DI Byggeri, at Norddjurs Kommune efter en markant forbedring nu placerer sig blandt den hurtigste tredjedel i landet.