Borgerne er blevet skuffede mange gange før, men nu er pengene til lysregulering fundet
Rådmand forventer, at byrådet snarest muligt vil vedtage etableringen af det længe ventede lyskryds i Trige.
I Trige har de lokale igennem flere år råbt op om behovet for en lysregulering i krydset ved Randersvej og Pannerupvej.
Nu er pengene til etablering af lyskrydset endelig fundet, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse. Dermed mangler blot den politiske beslutning.
Lyskrydset har således været undervejs adskillige gange, men igen og igen er planerne blevet udskudt, fordi pengene har manglet.
Nu er finansieringen på plads, og derfor har rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (K) også en forventning om, at etableringen snarest muligt kan gå i gang.
»Jeg er rigtig glad for, at vi endelig har fundet de sidste penge til lyskrydset. Jeg ved, de lokale i Trige har ønsket sig et lyskryds i mange år og med god grund. Når lyskrydset kommer, bliver det mere rart for alle, men især cyklister og gående, at krydse vejen,« siger Nicolaj Bang.
Formelt skal han og resten af byrådet vedtage etableringen af lyskrydset, men Nicolaj Bang forventer, at det går nemt, for der er bred opbakning til projektet.
I Trige er det blandt andet det lokale fællesråd, Trige-Ølsted Fællesråd, som igennem flere år har råbt højt om behovet for et lyskryds.
Derfor var der også glæde hos fællesrådsformand Louise Krarup, da der tikkede besked ind om, at pengene til lyskrydset nu er fundet.
»Vi er glade for, at lyskrydset endelig realiseres. De bløde trafikanter har det svært, og trafiksikkerheden i Trige kunne absolut være bedre. Især fordi byen vokser. Vi håber at fremkommeligheden i myldretiden bliver bedre med lyskrydset, og at flere føler sig trygge ved at krydse Randersvej. Lyskrydset er første skridt på vejen, og vi drømmer selvfølgelig om endnu flere tiltag i Trige,« siger Louise Krarup, som har boet i Trige i mere end 20 år.
Teknik og Miljø forventer, at Aarhus Byråd skal tage endelig stilling til lyskrydset inden sommerferien.
Vil byrådet havde lyskrydset, går Teknik og Miljø i gang med at planlægge arbejdet.
Forvaltningen melder herefter en tidsplan for lyskrydset ud, så snart det er muligt.