Fortsæt til indhold

Ny specialklinik i Aarhus skal hjælpe kræftoverlevere

Aarhus Universitetshospital får den ene af to nye regionale klinikker, der skal styrke behandling og rådgivning til borgere med komplekse senfølger efter kræft.

Samfund
afh

Borgere i Aarhus og resten af Østjylland, der kæmper med senfølger efter kræft, kan fra efteråret 2026 se frem til et nyt specialiseret tilbud tættere på hverdagen.

Region Midtjylland har netop besluttet, hvordan de kommende senfølgeklinikker skal etableres – og en af dem placeres på Aarhus Universitetshospital. Her skal patienter med de mest komplekse senfølger få adgang til højt specialiseret behandling og rådgivning.

Det skriver Region Midt i en pressemeddelelse.

»Senfølger efter kræft kan være både alvorlige og langvarige. Med de nye klinikker tager vi et vigtigt skridt for at sikre, at de borgere, der har de mest komplekse problemer, får den specialiserede hjælp, de har brug for,« siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).

Langt de fleste borgere med senfølger – cirka 90 procent – vil fortsat blive hjulpet lokalt gennem egen læge, kommunale tilbud og egen indsats. Senfølgeklinikkerne er målrettet de patienter, der oplever mest komplekse forløb.

»Klinikkerne skal kun behandle en mindre del af patienterne. Til gengæld skal de være med til at løfte kvaliteten for alle, der lever med senfølger efter en kræftbehandling, ved at udvikle tilgange og rådgive fagpersoner. På den måde skaber vi bedre sammenhæng i indsatsen på tværs af hele regionen,« siger Anders G. Christensen.

Samtidig etableres en regional videns- og rådgivningsfunktion, som skal understøtte behandlingen i hele sundhedsvæsenet og styrke mulighederne for egenomsorg.

Ud over klinikken i Aarhus etableres også en i Gødstrup, og de to enheder skal samarbejde tæt om både behandling, forskning og udvikling. Målet er, at ny viden hurtigt kan komme patienter i hele Region Midtjylland til gavn.

Allerede fra september 2026 forventes klinikken i Aarhus at begynde at rådgive kommuner og praktiserende læger.

Fra oktober samme år vil de første patienter blive modtaget.