»Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Molslaboratoriet er statsautoriseret dyremishandling«
Molslaboratoriet har endnu en gang været oppe og vende i medierne.
Denne gang er det grundet, at Hempel Fonden nu kan kalde sig ejere, og fordi de står overfor en kæmpestor opgave, i forbindelse med hvordan Naturhistorisk Museum har overladt dyrene.
Hempler Fondens dyrlæge er bekymret for dyrenes tilstand. De har brug for mere mad. Det er en fuldkommen uacceptabel situation dyrene er blevet sat i, fordi Naturhistorisk Museum har overladt dyrene til sig selv i et sørgeligt forsøg på at skabe en naturnationalpark.
Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Det er statsautoriseret dyremishandling.
De tidligere ejere har prøvet at skabe en illusion, og prøvet at løbe fra ansvaret over for dyrene.
Nu er Hempler Fonden trådt til, og har været ude og sige hvor ringe det faktisk står til.
I medierne har Hempler Fonden selv været ude og sige, at de er meget bekymret over den sundhedstilstand dyrene har været i, og at den tidligere ejer ikke har grebet ind i tide.
Netop dét undrer jeg mig også over. Det er jo ikke fordi, at sagen om dyrene ved Molslaboratoriet ikke har fundet sted i medierne. Hvor var den tidligere chef og fungerende Landbrugs- og fødevareminister, som havde ansvaret for dyrevelfærd?
Jeg føler mig oprigtigt lettet, når jeg siger, at det er så vigtigt, at Hempler Fonden er kommet ind i billedet nu, og har overtaget Molslaboratoriet.
De har tydeligvis kunne se klart på dyrene og deres behov, og kommer til at handle efter det, i stedet for at køre Naturhistorisk Museums selviske projekt videre.
Den fungerende regering har ladet stå til og tilladt statsautoriseret dyremishandling.
Jeg vil have svar på, hvorfor de har ladet dette stå på så længe uden at gribe ind? Det er fuldkomment uacceptabelt, så derfor forventer jeg også, at den kommende minister vil kunne svare mig på netop dette.
Din Avis har forelagt Bo Skaarup, direktør for Naturhistorisk Museum, kritikken fra Kim Edberg. Hans svar følger her:
»Museet har gennem hele sit 85 år lange ejerskab af Molslaboratoriet kun har haft interesse i sunde og raske dyr, har forvaltet dyreholdet efter gældende lovgivning og ved en stor indsats både fra museets side og tætte samarbejder med danske og udenlandske universiteter har skabt ny viden om de naturlige dynamikker i dansk natur - og dermed til gavn og glæde for en rigere dansk natur for kommende generationer. Hvad Kim Edberg Andersen har af holdninger til sagen står ham naturligvis frit, blot han forholder sig til fakta.«