Forårsvejret lokker os på genbrugsstationerne: Her er de mest populære affaldstyper
Årstiden sender affaldsmængderne i vejret, og det får Kredsløb til at komme med en opfordring til aarhusianerne, der besøger genbrugspladserne
Sol og varme har igen fået aarhusianerne til at strømme til byens genbrugsstationer.
Forsyningsselskabet Kredsløb, der driver genbrugsstationerne i Aarhus, har registreret over 200.000 besøg alene i de første forårsmåneder.
Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Det er især havearbejde, byggeprojekter og oprydning, der fylder traileren, når folk sorterer affald.
Benny Stjernholm, chef for genbrugsstationerne og cirkulære råstoffer i Kredsløb, fortæller, at der er tale om store mængder affald, som afleveres i foråret.
»Tallene vidner dog også om, at der fortsat er godt gang i byggeriet i Aarhus, ligesom det med al tydelighed er blevet havesæson,« siger han.
Genbrugsstationen i Risskov er den mest benyttede, og her blev der afleveret 40.500 ton affald det seneste år.
Samlet set er det over 96.000 ton affald fra de mest populære kategorier, der er afleveret på genbrugsstationerne i Aarhus.
Genbrug er efterspurgt
Selvom der bliver afleveret store mængder affald, er der stadig plads til mere – især genbrug.
Benny Stjernholm opfordrer aarhusianerne til at tænke genbrug, når de rydder op:
»Har du overskud af byggematerialer eller andet, så giv det en tanke, om andre kunne have glæde af det. Vi har rigtig gode genbrugsområder, hvor man kan udveksle genbrug direkte med hinanden, og lige nu har vi flere halvtomme hylder stående. Så kom af med dine genbrugsegnede ting og glæd andre i processen.«
Kredsløb har dedikerede genbrugsområder på alle genbrugsstationer, to nærgenbrugsstationer i midtbyen og flere byttebokse, hvor man kan finde brugbare ting.