Lokalradioen er gået fra 113 til 10 frivillige. Nu søger de et godt råd, inden det er for sent
Radio Djurslands har en historie, der går næsten 40 år tilbage i tiden. I dag sender radioens ildsjæle trofast hver dag, men der er en udløbsdato, hvis der ikke findes nye løsninger til fremtiden.
Fritz Jensen trækker en af de mange røde kasser kasser ud af reolen og bladrer lidt i de mange LP’er, og så undrer han sig.
»Vi har jo snakket med mange unge mennesker og fortalt, at de kan få lov at få deres helt eget program, og de kan spille lige præcis den musik, de har lyst til,« fortæller han.
»Så spørger de, hvad de får for det, og jeg kan sige, at de får glæden ved at lave radio, men de får altså ikke en krone for det. Så gider de ikke,« siger Fritz Jensen.
De har nemlig et stort problem hos Radio Djursland, forklarer han og Eli Rasmussen. De er henholdsvis næstformand og formand for støtteforeningen Radio Djurslands Venner,
Det er her, vi lige nu befinder os, hos lokalradioen med adresse i den gamle farvergård i Søndergade i Grenaa, i musikarkivet, der huser de mange, mange vinyler, som lokalradioen har samlet til sig gennem årene.
Da lokalradioen i første omgang startede for snart 40 år siden i 1987, var der hele 113 frivillige til at lave radioen.
Den lukkede første gang ned i 1995 for så at genopstå igen i 2003. Allerede dengang var en del frivillige stoppet, og siden er det desværre kun gået én vej for radioen.
I dag er de blot 10 frivillige, der får radioen til at hænge sammen. Heri ligger det store problem, for det bliver selvsagt mere og mere vanskeligt. Altså at få radioen til at hænge sammen.
»Vi kører på pumperne. Hvis der er en, der er syg, så er der en anden, der skal have dobbeltvagt. Det er meget sårbart,« konstaterer Fritz Jensen.
»Og det bliver jo ikke bedre af, at en del af os er ved at være oppe i alderen. Den yngste af os er vist i starten af 40’erne, men ellers er vi jo fra 60’erne og over 80 år gamle,« tilføjer Eli Rasmussen med et grin.
Ramt af hovsa-lovgivning
Trods den gode stemning mener de det alvorligt.
Radioen er i overhængende fare for at lukke inden for en ikke så fjern fremtid, hvis der ikke findes nye frivillige.
Bedre blev det ikke for Radio Djursland, da den sidste år mistede en af sine primære indtægtskilder – radiobingo.
En ny lovgivning forbød bingospil, hvor spillere og opråber ikke befinder sig i samme lokale, hvilket de jo i sagens natur ikke rigtig gør i radiobingo.
Lovgivningen blev betragtet som lidt af en hovsa-lov, da den endte med at sidestille de små lokalradioers bingo med onlinecasinoer.
Radio Djursland er afhængig af de kontingenter, som medlemmerne betaler for at kunne deltage i radiobingo, men da der ikke var radiobingo, endte mange medlemmer med at melde sig ud.
Det har efterfølgende gjort det ekstra svært for Radio Djursland, fortæller Eli Rasmussen.
»Vi holdt et års pause, hvor der jo ikke var nogen indtægter. Når først medlemmer er stoppet, så er det faktisk ret svært at komme i gang igen,« konstaterer han.
Lovgivningen blev i slutningen af 2025 ændret, så det igen blev tilladt for lokalradioerne at sende radiobingo. Siden januar har Radio Djursland igen kunnet sende, men det er nogle rustne tandhjul, der lige skal smøres og trækkes i gang igen.
»Nu er de så også begyndt at komme tilbage de der medlemmer. Men altså, det går jo lidt tid. Folk skal lige finde ud af, at vi er i gang igen,« konstaterer Eli Rasmussen.
Søger et godt råd
Og apropos det der med at være i gang, så undrer både Fritz Jensen og Eli Rasmussen sig over, at radioen med sammenlagt næsten 40 år på bagen ikke er mere kendt i såvel Grenaa som på resten af Djursland.
Særligt med tanke på, at radioen også fungerer som formidler af diverse meddelelser fra Norddjurs Kommune og dermed også tjener en vigtig samfundsopgave
»Jeg synes, det er mærkeligt, at vi har været her i så lang tid, og så er der stadig folk, der ikke ved, at vi er her,« siger Fritz Christensen og holder en kort pause.
»En skønne dag, så kan vi jo ikke mere, og så skal der gerne være nogen til at tage over, men jeg synes, vi har udtømt vores idéer til at finde flere frivillige, så jeg ved ikke, hvad næste skridt skal være. Vi søger et godt råd,« konstaterer han.