10 millioner kroner: Parti får støttekroner for fire, selvom der kun er én tilbage
Det næste år får aarhusianske Lars Boje Mathiesen og Borgernes Parti ti millioner kroner i gruppestøtte, svarende til et parti med fire medlemmer.
Det kommende år vil Borgernes Parti modtage gruppestøttemidler svarende til et parti, der har fire medlemmer i sin folketingsgruppe.
Beløbet er over ti millioner kroner, skriver DR.
For selv om Borgernes Parti siden folketingsvalget i marts er gået fra at have en folketingsgruppe på fire medlemmer til ét medlem, den aarhusianske formand Lars Boje Mathiesen, tilpasses gruppestøtten først efter 12 måneder.
Det fremgår af Folketingets regler om tilskud til folketingsgrupper, som DR og Ekstra Bladet har gennemgået.
Når de 12 måneder er gået, vil Borgernes Parti få en gruppestøtte på knap 2,1 million, som svarer til en gruppe på ét medlem.
Det er dermed over otte millioner kroner ekstra i gruppestøtte, som Borgernes Parti får det første år som følge af reglerne.
Folketingets partier bruger gruppestøtten til at betale løn til eksempelvis medlemssekretærer og rådgivere. Pengene skal bruges på udgifter til arbejdet i Folketinget.
Bliver alle pengene ikke brugt, skal de betales tilbage igen.
DR har talt med Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, og hun forklarer, at gruppestøtten først sænkes efter et år, af hensyn til at partierne bruger pengene på ansatte.
Så når partier bliver nødt til at fyre ansatte, fordi budgettet bliver mindre, har partierne et år at løbe på i forhold til at få afskediget medarbejdere og indrette sekretariatet på ny.
»Lars Boje har jo så ikke ansat så mange folk endnu, fordi de faktisk ikke engang vidste, om de blev valgt ind eller ej,« siger Karina Kosiara-Pedersen til DR.
Dansk Folkeparti ønsker nu at kigge på reglerne for gruppestøtte. Det siger politisk ordfører Peter Kofod til Ekstra Bladet.
Han påpeger også, at det er frivilligt, hvor meget gruppestøtte en folketingsgruppe søger.
»Jeg går da helt klart ud fra, at Lars Boje Mathiesen retter henvendelse til Folketinget og finder ud af, hvordan man enten frasiger sig de her penge eller betaler dem tilbage. For selvfølgelig skal man ikke have støtte til fire mandater, når man kun er ét,« siger Peter Kofod til Ekstra Bladet.
Både DR og Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en kommentar fra Lars Boje Mathiesen.
Ud over gruppestøtte kan partier i Folketinget også søge om partistøtte.
Det beløb baseres på antallet af stemmer, som et parti fik ved seneste folketingsvalg. En stemme tæller for 40,25 kroner.
Ifølge DR har Borgernes Parti søgt om knap 2,3 millioner kroner i partistøtte for resten af 2026.
Partistøtten skal bruges på politisk arbejde.