Anmelder trækker beskyldninger mod forfatter til kongehus-bog tilbage
Bog om kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland endte i retten. Parterne har nu indgået forlig.
Et opgør mellem forfatteren og journalisten Peter Kramer og museumsinspektør Gry Scavenius Bertelsen om en bog er afsluttet ved retten i Aarhus.
Parterne har indgået et forlig, oplyser forlaget bag bogen i en pressemeddelelse.
Forlaget Momenta udgav i september 2024 Peter Kramers bog ”Ridser i lakken – kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland”.
Museumsinspektør Gry Scavenius Bertelsen anmeldte bogen i Flensborg Avis og beskyldte Peter Kramer for at opfinde historiske begivenheder, der ikke har fundet sted.
Det førte til, at Peter Kramer stævnede boganmelderen for æreskrænkelse.
I forliget har Gry Scavenius Bertelsen præciseret, at hun ikke mener, at Peter Kramer er uhæderlig. Hun siger også, at hun ikke har ønsket at beskylde forfatteren for at have fabrikeret kilder eller personer.
Hun anerkender også, at hans bog om kongehusets tyske forbindelser har startet en faglig debat og på den måde bidraget til faghistorien, skriver Momenta i pressemeddelelsen.
»Lad os så komme videre,« siger Peter Kramer i pressemeddelelsen.
»Som journalist kan jeg ikke leve med at blive beskyldt for uhæderlighed, og derfor tog jeg skridt til en retssag. Efter hendes indrømmelse bliver dette ikke nødvendigt,« tilføjer han.
Peter Kramer, der blandt andet har en fortid som administrerende direktør for TV2 Østjylland, skrev i sin bog, at de kongelige tog til Wagner-festspillene i Bayreuth på trods af international boykot som reaktion mod jødeforfølgelser og politisk undertrykkelse i Tyskland.
Gry Scavenius Bertelsen mente, at forfatteren drog nogle forkerte konklusioner.
Kristeligt Dagblad har set forligsteksten. Ifølge avisen indeholder forliget ingen aftale om, at den oprindelige anmeldelse i Flensborg Avis skal rettes.
Det er ifølge en juraprofessor, som avisen har talt med, ikke så mærkeligt, da parterne ikke kan træffe en beslutning på mediets vegne. Tiden må derfor vise, hvordan Flensborg Avis forholder sig til retssagens udfald.