Fortsæt til indhold

Regionshospitalet Randers etablerer selvstændig afdeling for hjertesygdomme

Den nye afdeling, Hjertesygdomme, skal styrke og robustgøre det hjertemedicinske område.

Samfund
sra

Det hjertemedicinske område er i dag en del af Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Randers, men siden efteråret har hospitalet arbejdet med en ny organisering med henblik på at robustgøre området. Det har resulteret i, at der bliver etableret en helt ny afdeling kaldet Hjertesygdomme, skriver hospitalet i en pressemeddelelse.

»En selvstændig hjertemedicinsk afdeling er godt nyt for hjertepatienterne i den østlige del af Region Midtjylland, og en forudsætning for, at flere hjertepatienter kan blive udredt og behandlet på deres lokale hospital. Det giver også mulighed for på lidt længere sigt at få etableret en hjertemedicinsk funktion, der rækker ud af hospitalet i det nære sundhedsvæsen, som regionsrådet bevilgede penge til i forbindelse med budget 2026,« siger formand for Sundhedsråd Kronjylland Jakob Søgaard Clausen (DD).

Regionshospitalet Randers er det eneste akuthospital i Region Midtjylland, der ikke har en selvstændig hjertemedicinsk afdeling, og det har vist sig svært at rekruttere medarbejdere, særligt speciallæger, med ekspertise inden for hjerteområdet. Håbet er, at en selvstændig afdeling med egen afdelingsledelse og en tydelig, faglig profil kan tiltrække dygtige medarbejdere.

»I dag må vi henvise mange af vores hjertepatienter til andre hospitaler, fordi vi mangler kapacitet og personale. På sigt vil vi gerne selv kunne udrede og behandle dem alle, og etableringen af Hjertesygdomme er et skridt mod det mål,« siger lægefaglig direktør Lone Winther Jensen.

De kommende måneder skal bruges på at udskille det hjertemedicinske område fra Medicinsk Afdeling, ansætte en afdelingsledelse og opbygge den nye afdeling, der forventes at være i drift inden årets udgang. Arbejdet er allerede i fuld gang - stillingen som cheflæge er netop slået op, og stillingen som chefsygeplejerske bliver slået op i løbet af sommeren.