Fortsæt til indhold

Se billederne her: Nu står 154 nye boliger klar i Gellerup

Nu står 30 rækehuse og 124 moderne etageboliger klar til at blive flyttet ind i.

Samfund
ed

Onsdag 29. april 2026 afleverede JCN Bolig boligprojektet på Trille Lucassens Gade i Aarhus til bygherren pensionskassen PKA. Med afleveringen tager PKA endnu et vigtigt skridt i udviklingen af nye boliger i Gellerup.

Det skriver JCN Bolig i en pressemeddelelse.

Afleveringen omfatter 154 boliger, som er fordelt på 30 rækkehuse i to plan samt 124 moderne etageboliger.

Foto: JCN Bolig

»Vi er særdeles tilfredse med, at vi nu kan sætte punktum for byggeriet på Trille Lucassens Gade, og at beboerne endeligt kan flytte ind. Det har været et langt, men meget vellykket forløb. Kombinationen af boligtyper er løst godt af JCN Bolig, og resultatet lever op til vores forventninger – både hvad angår kvalitet og investeringsværdi for vores pensionsmedlemmer,« siger Anders Ejsing, Senior Porteføljemanager, Ejendomme.

Under hele processen har der været et tæt samarbejde med lokale aktører i området. I alt har 19 lokale medarbejdere været tilknyttet projektet.

Foto: JCN Bolig

»Det har været et stærkt samarbejde med PKA – vi kender hinanden godt efter mange års samarbejde på andre projekter, og det skaber tillid. Projektet har udviklet sig markant undervejs og endte som et byggeri med en høj bæredygtigtighedsprofil og standard. Vi er stolte af resultatet og af, at det bidrager konkret til Gellerups fornyelse,« siger Lars Adamsen, direktør salg og udvikling.

Projektet er opført i etaper. Allerede i september 2025 modtog PKA 14 rækkehuse i den sydlige del af projektet. I rækkehusene, der blev afleveret i september, er der indbygget genbrugte betonhuldæk fra en tidligere nedrevet boligblok i området. Hvor betonelementer traditionelt nedknuses og anvendes som f.eks. fyldmateriale til veje og stier, er betonhuldækkene her i stedet blevet demonteret og genanvendt direkte i de nye rækkehuse.

Foto: JCN Bolig

De 14 rækkehuse på Gudrunsvej er udviklet med skærpede krav til CO₂-aftryk – blandt andet med et maksimalt niveau på 7,32 kg CO₂ pr. m² hvilket var under de daværende krav i bygningsreglement.