»Blår i øjnene« eller reel indflydelse? Svineslag i byrådssalen
Et flertal i byrådet har besluttet at løfte den omstridte »Svinesag i Hyllested« til det politiske niveau for at få afklaret, hvad ministeren for Grøn Trepart reelt mener, når han hævder, at kommunerne har et manøvrerum.
Et flertal i byrådet har løftet den omstridte »Svinesag i Hyllested« fra det administrative niveau til det politiske.
SF, Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten – med Jesper Yde Knudsen (EL) som drivkraft – fik opbakning fra alle socialdemokrater undtagen partiets ’landbrugsordfører’ Sidse Graarup Vangsted.
Dermed bliver afgørelsen om en svinebondes ansøgning om at udvide sin svineproduktion nu et politisk anliggende.
Jesper Yde Knudsen brugte sin initiativret som byrådsmedlem til at få sagen på byrådets dagsorden.
Det lykkedes, men spørgsmålet om, hvorvidt det får reel betydning, splitter fortsat byrådet.
Borgerlige: Symbolpolitik
Vibe Bregendahl Noordeloos (C), medlem af Natur-, teknik- og miljøudvalget, kritiserede beslutningen og kaldte det at »stikke Hyllested-borgerne blår i øjnene«, når et politisk flertal løfter sagen.
Hun sagde: »Jeg kan sagtens have sympati for borgernes bekymringer i Hyllested, men i den konkrete sag har vi fået klare svar fra vores forvaltning, at der ikke er noget at gøre, hvis ansøger opfylder lovgivningens bestemmelser.«
Venstre og Danmarksdemokraterne bakkede hende op.
Venstres Jørgen Ivar Mikkelsen undrede sig over, at Socialdemokratiet som borgmesterparti støttede de øvrige fire partier, når forvaltningen med miljøchefen i spidsen har klarlagt, hvad lovgivningen tillader.
Borgmester Michael Stegger Jensen svarede, at han ikke så noget forkert i det og henviste til, at andre borgmestre har gjort tilsvarende.
Han sagde: »Jeg glæder mig til at blive klogere på sagen, for jeg sidder jo ikke i Natur-, teknik- og miljøudvalget og har derfor ikke samme kendskab til sagen som udvalgets medlemmer.«
Mistillid afvist
Jeg glæder mig til at blive klogere på sagen, for jeg sidder jo ikke i Natur-, teknik- og miljøudvalget (...)
Efter byrådsmødet har Din Avis talt med Jesper Yde Knudsen, tidligere borgmester Kirstine Bille (SF) og Socialdemokratiets medlem af Natur-, teknik- og miljøudvalget. Alle tre understreger, at det ikke er udtryk for mistillid til forvaltningen, at sagen nu skal behandles politisk i Natur-, teknik- og miljøudvalget, Økonomiudvalget og byrådet.
Jesper Yde Knudsen har aldrig lagt skjul på sin modstand mod konventionelt svinebrug.
Under valgkampen i november 2025 sagde han på et vælgermøde på Molsværket, at han gerne så svinebrug skrottet af både miljømæssige og dyreetiske årsager.
Han siger: »Jeg har ikke mistillid til vores forvaltning, det vil jeg gerne understrege. Tværtimod har jeg rost dem for et fint stykke arbejde, men jeg er politiker og bliver nødt til at forfølge den mulighed, jeg har for at få undersøgt, hvad ministeren for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, mener, når han tidligere har besvaret en henvendelse fra et byrådsflertal om netop kommunernes muligheder for at have indflydelse på ansøgninger om svineudvidelser, at vi rent faktisk har et manøvrerum.«
Han tilføjer: »Det får vi mulighed for at få afdækket ved, at vi nu får en politisk sagsbehandling, og det ser jeg frem til.«
Flertal først nu
Jesper Yde Knudsen forklarer, at han først nu bruger sin initiativret, fordi det først nu er muligt at samle et politisk flertal. »Du kan godt sige, at det ikke er rettidig omhu, men det er reelt først nu, at jeg føler, at der er et politisk flertal til at gøre det. Socialdemokratiet har tydeligvis flyttet sig, og det har været afgørende.«
Han er desuden uenig med udvalgskollega Vibe Bregendahl Noordeloos i, at udvalget tidligere er blevet grundigt orienteret om byrådets muligheder for indflydelse: »Det har altid været under punktet eventuelt, og ikke som et egentligt dagsordenspunkt, så jeg er ikke enig i, at vi har fået en grundig orientering.«
Forvaltningens rolle
Kirstine Bille (SF) erkender, at det kan tolkes som mistillid til forvaltningen, at sagen nu løftes til politisk niveau, men afviser, at det er tilfældet fra SF’s side.
»Men fra SFs side er der ikke tale om mistillid til vores forvaltning. På ingen måde. Vi er selvfølgelig spændte på, hvad der bliver udkommet af den fornyede sagsbehandling, herunder ikke mindst en afklaring af, hvad ministeren mener, når han hævder, at kommunerne har et manøvrerum.«
Hun bemærkede i debatten, at der på den røde fløj var røster om, at der var forhold i sagen, som ikke var afdækket af forvaltningen i forbindelse med miljøvurderingen.
»Fra SFs side har vi tillid til forvaltningens sagsbehandling, og vi vil ikke være med til at mistænkeliggøre arbejdet.«
Kim Lykke Jensen (SF), formand for Natur-, teknik- og miljøudvalget, forholdt sig tavs under debatten.
Socialdemokratiets Anita Søholm udtrykker heller ikke mistillid til forvaltningen: »Jeg er frem til en afklaring, så vi ved, hvad ministeren mener, og det synes jeg er yderst berettiget i betragtning, hvor stor borgerinteresse der er om sagen i Hyllested.«
Juni bliver alt andet end en kedelig måned.
Her bliver alle meget klogere på, om der er et politisk rum til at blande sig i »Svinesagen i Hyllested«?