Efter 41 år: Nu takker vagtchef af hos politiet
Vagtchef Per Bennekov blev klappet ud af kollegerne i Østjyllands Politi. Han ser tilbage på et langt arbejdsliv med stærkt fællesskab og store oplevelser.
Efter mere end fire årtier i uniform har vagtchef Per Bennekov sagt farvel til Østjyllands Politi. Forleden blev han klappet ud af kollegerne hos Østjyllands Politi efter 41 år i tjeneste, da han for sidste gang cyklede fra sit arbejde.
Nu har han valgt at gå på pension.
»Det føles vemodigt at sige farvel efter så mange år. Men det føles også rigtigt,« siger han.
Per Bennekov begyndte på Politiskolen i 1984 som en ung mand uden helt at vide, hvad der ventede ham.
»Jeg stod i gymnastiksalen sammen med de andre og tænkte: “Hvad er det egentlig, jeg går ind til her?”« fortæller han til avisen.
Det viste sig hurtigt, at politiarbejdet blev mere end bare et job. Især fællesskabet og kollegerne har gjort indtryk på ham.
»Jeg blev positivt overrasket over det sammenhold og de kolleger, som jeg efterfølgende fik i politiet. Og det er uanset, hvilken afdeling jeg har været i,« siger han.
Store indtryk
»Politilivet byder på rigtig mange oplevelser. Både positive men også meget alvorlige oplevelser. Man oplever mennesker, der kommer til skade, og mennesker, der dør. Det er jo også en del af hverdagen,« siger han.
Blandt de særlige oplevelser nævner han blandt andet en udsendelse til Palæstina som EU-observatør, hvor han også mødte den daværende præsident Yassir Arafat.
Men når han ser tilbage på karrieren, er det især kollegerne, der står stærkest.
»Det, der har gjort størst positivt indtryk på mig, er den opbakning og styrke, mine kolleger har vist mig gennem årene,« siger han.
Nu venter et nyt kapitel med mere tid til familien, cykelture og projekter derhjemme.
»Jeg skal ud at cykle nogle ture, holde mig i form og bruge mere tid med mine børn og børnebørn,« fortæller han.
Selvom pensionistlivet lokker, bliver det ikke helt nemt for Per Bennekov at slippe arbejdslivet.
»Jeg kommer til at savne alle mine kollegiale relationer og alt det sociale. Politiet er en fantastisk arbejdsplads – både kollegamæssigt og socialt,« siger han og tilføjer:
»Hvis jeg kunne få muligheden, så tog jeg gerne 41 år igen,« siger han.