Fortsæt til indhold

Else og Flemming fejrer 60 års ægteskab med børn, børnebørn og oldebørn

Voldby har i 40 år været deres udgangspunkt. Else og Flemming Jørgensen kan fredag 15. maj 2026 fejre krondiamantbryllup.

Samfund

Else og Flemming Jørgensen fra Voldby kan fredag 15. maj 2026 fejre krondiamantbryllup. Dagen markeres privat med indbudte gæster.

Parret er dybt taknemmelige for den kærlighed og livsglæde, der har fulgt dem gennem årene. Else fylder 84 til juni, og Flemming er netop blevet 85.

Else kommer fra landet, mens Flemming er vokset op i Grenaa. De mødte hinanden i Pavillionen og blev siden gift med kongebrev.

De første år boede de i Balle, hvor de fik seks børn – tre drenge og tre piger – født i årene 1961-1967. Fem af børnene bor i Grenaa-området, mens det sjette barn bor i England.

Senere gik turen til Veggerslev og siden til Voldby, hvor Else og Flemming nu har boet i omkring 40 år.

Flemming arbejdede som chauffør hos GV Robdrup, hvor han kørte asfaltbil og blandt andet var med til at asfaltere vej på Anholt. Senere blev han ansat hos Erik Stevnhoved og efterfølgende hos Jan Stevnhoved.

Der er næsten ikke den vej i Jylland, Flemming ikke kender. Han gik på efterløn som 60-årig.

Else gjorde rent i en børnehave, mens børnene var små. Senere blev hun lagerchef hos PR Trading og tog truckkort.

Hun har også arbejdet i kartoflerne på Katholm Gods. Else gik på overgangsydelse som 58-årig.

I dag nyder Flemming at cykle på sin el-ladcykel, mens Else holder af at være i haven. De er begge meget gæstfrie – der er altid kaffe på kanden og tid til en sludder.

De sætter stor pris på besøg hos og fra børn, børnebørn og oldebørn – og når der inviteres, kommer de gerne. Else og Flemming er kendt for altid at være glade og i godt humør.

De glæder sig til at fejre den store dag sammen med deres nærmeste.