To jyske hospitaler er ramt af omfattende telefonnedbrud
På Gødstrup må ansatte overvåge patienter på skærme frem for telefoner, og det besværliggør arbejdet.
En opdatering af alarmtelefoner på to jyske hospitaler betyder, at personalet er gået i nødberedskab.
Det skriver DR.
Tirsdag blev 550 telefoner på de psykiatriske afdelinger på Aarhus Universitetshospital ramt af nedbrud, så de ansatte måtte bruge fløjter til at alarmere hinanden.
Nedbruddet har ifølge DR også ramt Regionshospitalet Gødstrup ved Herning.
Her har nedbruddet ramt 1.254 telefoner, som de ansatte bærer for at kunne modtage for eksempel kald om hjertestop.
Lægefaglig direktør Mikkel Seneca siger til mediet, at personalet er gået i nødberedskab og i stedet bruger nødtelefoner.
Det betyder, at personalet må overvåge patienters blodtryk og puls på skærme frem for på telefoner, som de plejer. Det har fungeret, siger Mikkel Seneca til DR.
»Vi har kunnet arbejde videre, uden at det er gået ud over vores drift, og det er vi enormt glade for,« lyder det.
Det er virksomheden Ascom, der har leveret telefonerne, som nu er ramt af nedbrud. Ascom oplyser til DR, at det er nødvendigt med tekniske opdateringer, og at det tidligere er blevet gennemført uden problemer.
Ascom samarbejder med hospitalet om at løse problemet, tilføjes det.
Tidligere på ugen gik alarmsystemerne på de psykiatriske afdelinger på Aarhus Universitetshospital ned efter en opdatering af overfaldstelefonerne.
Ifølge TV 2 Østjylland blev medarbejderne i stedet udstyret med plastikfløjter, som de skulle puste i, hvis de skulle slå alarm. Eksempelvis hvis en patient havde gjort et udfald mod personalet.
Ledende overlæge Peter Møller Andersen sagde til mediet, at han i sine 32 år aldrig havde oplevet »noget så bizart«.
Mikkel Seneca fra Regionshospitalet Gødstrup siger til DR, at forventningen er, at de ramte telefoner virker igen i løbet af næste uge.