Mange udebliver hos tandlægen – én målgruppe skiller sig ud
Den kommunale tandpleje i Randers råber op om et stort problem. Alt for mange bliver væk uden afbud. En af "synderne" erkender, at det ikke er godt nok.
Hvad der svarer til tre medarbejderes tid i et helt år spildes på, at patienter ikke møder op hos den kommunale tandpleje i Randers. Så barske er realiteterne, og der er – uden held – forsøgt flere ting for at rette op på situationen.
De mange udeblivelser giver både frustrerede medarbejdere og længere ventetider.
Det skriver TV2 Østjylland.
»Det er drønirriterende, for vi har nogle meget lange ventelister, som gør, at det godt kan give noget stress på arbejdet, og man tænker, at vi godt kunne behandle en anden patient, som er frustreret over, at den ikke kan få en tid.«
»Når man har en patient i stolen og skal give dem en ny tid til en kariesbehandling blandt andet, så kan man sige: ”Du kan ’allerede’ få en tid i september, altså om fire måneder,« siger tandlægen Andrea Kiib Gundersen til TV2 Østjylland.
Hun har været hos den kommunale tandpleje i 18 år og har efterhånden vænnet sig til de mange udeblivelser.
Faktisk er de blevet en fast del af planlægningen af en arbejdsuge.
»Fordi vi er så vant til det, så beregner vi faktisk, at der er udeblivelser. Så jeg sætter blandt andet aldrig nogensinde kontortid af i min bog længere, for jeg ved, at der kommer udeblivelser, og så kan jeg lave mit arbejde på kontoret der i stedet for.«
En af ”synderne” er 20-årige Alexander Kjær Christensen, der har prøvet at misse en tandlægetid uden at få meldt fra.
Det skyldtes ifølge ham selv, at der den dag pludselig var uventet overarbejde.
»Men jeg synes selv, at det er forkert, fordi man skal tjekke sine tænder, og det er jo dårlig stil over for dem, der arbejder her, og over for de andre der ikke kan få en tid,« forklarer han og ærgrer sig over det manglende afbud:
»Det får man lidt dårlig samvittighed over, og så skulle man nok have haft ringet, men der er ikke nogen, der ved, at man har overarbejde.«
Det er især de unge mellem 18-21 år, der udebliver uden afbud.
I 2022 begyndte en ordning, hvor de ligesom børn og unge under 18 år får gratis tandbehandling.
»Derfra skal man selv begynde at betale, så kan man lige så godt udnytte, at man kan få det gratis nu,« siger Alexander Kjær Christensen.
Det er bare langt fra alle, der udnytter det. Det viser tallene tydeligt - ikke kun i Randers Kommune, men også hos de øvrige østjyske kommuner.
Her er det også især de unge mellem 18-21 år, der glemmer tandlægetiden og afbuddet.
»Vi kan se, efter at vi har fået de unge ind, at der er antallet af udeblivelser eksploderet,« forklarer overtandlæge hos Tandplejen i Randers Kommune Anne Kaae-Nielsen til TV2 Østjylland.
Overtandlægen fortæller, at man har forsøgt forskellige tiltag for at løse problemet med for mange udeblivelser.
»Vi har prøvet at lave nogle ekstra sms-indkaldelser, og det har vi prøvet over en længere periode. Det fik vi ikke nogen særlig god effekt af. Sms’erne virker godt, men ekstra sms’er virker ikke specielt bedre.«
Hvorfor giver I ikke bare folk nogle bøder, hvis de ikke dukker op?
»Det kan vi ikke. Det ligger simpelthen i lovgivningen, at vi ikke kan give bøder, hvis folk ikke møder op,« slår Anne Kaae-Nielsen fast.