Sundhed og Omsorg kommer med flotte overskrifter. Desværre ser virkeligheden anderledes ud.
Som en tyv om natten kom et punkt på byrådets dagsorden om nedlæggelse af Rehabiliteringsteamet i Norddjurs Kommune.
Det ser ud til, at man fra Forvaltningens side har tænkt sig at haste et forslag igennem med afgørelse i KB 16.juni 2026 med virkning fra 1.7.2026.
Som borgere i Norddjurs Kommune, der for nylig har haft kontakt med Rehabiliteringsteamet, stiller vi os fuldstændig uforstående overfor dette tiltag.
Rehabiliteringsteamet har en viden og ekspertise på genoptræningsområdet, som er guld værd for borgerne.
Ikke blot for den enkelte borger, som opnår en større livskvalitet, men også samfundsøkonomisk, fordi man undgår genindlæggelser, da borgerne får en grundig, forebyggende genoptræning.
I vores tilfælde handler det om et brækket lårben, min mand 81 år.
Korttidsafdelingen på Digterparken yder en flot fysioterapeutisk indsats de første fire uger, hvor min mand ikke må belaste benet.
Derefter Posthaven 10 træninger. Tilbage i hjemmet kommer Rehabiliteringsteamet , og så sker der noget.
Fra dag til dag sker der fremskridt. I dag kan min mand gå med gangstativ og rollator. Selv gå på badeværelset, komme ud af sengen. komme op i vores bil. Sidste nyt: Komme op på en tandemcykel.
Han fastholder sin træning med Grenaa Fysioterapi to gange om ugen, som han havde, inden faldet.
Vi kan se, at Sundhed og Omsorg mener, at Rehabiliteringsteamets resultater kan smøres ud over hele Hjemmeplejen.
Vi ved, at Hjemmeplejen gør et kæmpe arbejde, de løber virkelig stærkt, og gør det godt. Men at smække en rehabiliteringsopgave oveni deres arbejde er ikke forsvarligt.
De har ikke tiden og ikke ekspertisen.
Måske kan det være en vision at få udbredt rehabilitering til hele Hjemmeplejen ad åre, men det kræver altså, at de bliver klædt på til opgaven .
Så Sundhed og Omsorg. Det er en ommer.
Ellers må vi igen igen håbe, at vores folkevalgte politikere redder os fra en virkelig dårlig beslutning.