Tonstungt mysterium: Ligger der en Hitlervej under Herredsvej?
Aarhus Vand og Aarsleff skulle grave nye kloakrør ned foran Hasle Skole, men er stødt på et tykt betonlag som smadrede maskinernes tænder.
»Vi støder på alt muligt, når vi graver i jorden, men det her har jeg alligevel aldrig været med til før.«
Sådan siger Klaus Vilhelmsen, projektleder ved entreprenørvirksomheden Aarsleff.
Sammen med Aarhus Vand er Aarsleffs folk i gang med at grave nye regnvandsledninger til kloakseparering ned under Herredsvej ud for Hasle Skole i Aarhus V.
Arbejdet begyndte for tre uger siden og startede helt efter planen. Men da de tonstunge maskiner nærmede sig skolen, fik den store vejfræser akut tandpine.
»Lige pludselig gik tænderne bare i stykker. Da de var skiftet, kunne de lige køre to meter, og så var de færdige igen. Og det koster altså 8.000 kroner hver gang, så vi måtte jo lige stoppe op og spørge hinanden, om det var nu, vi skulle gå i panik,« fortæller Klaus Vilhelmsen med et grin.
Tyskervej i beton?
Det viste sig, at der under asfalten ligger et tykt lag armeret beton, nogle steder helt op mod 30 centimeter i tykkelse.
Hvad det laver der, ved ingen med sikkerhed.
Men et bud er, at vi skal 80 år tilbage i tiden. Under krigen beslaglagde den tyske værnemagt nemlig Hasle Skole og indkvarterede tropper der.
»Det ligner fuldstændig sådan en tyskervej i beton. Hvis de har skullet til og fra skolen med militærkøretøjer, så kunne det jo godt passe, at de anlagde en vej i stedet for den grusvej, der måske var der før,« gætter Lasse Hansen, der er projektleder ved Aarhus Vand.
Hagekors over Hasle
Hasle Skole stod færdigbygget i 1940, og de nye bygninger var åbenbart tillokkende for besættelsesmagten, for i 1943 beslaglagde tyskerne dele af skolen og fra 1945 overtog de hele skolen indtil krigens afslutning. I samme ombæring blev alle bygningerne malet kulsorte.
Indenfor har skoleleder Lone Grosen et håndfast bevis i skrivebordsskuffen på, at skolen en overgang var under nazistisk kontrol. Et gammelt foto fra 1945 viser, hvordan hagekors-flaget vajer i flagstangen over skolen.
»Vores tidligere skoleleder har dykket meget ned i historien og fra ham har jeg blandt andet fået at vide, at der stod heste opstaldet i aulaen,« fortæller Lone Grosen.
Hos Besættelsesmuseet i Aarhus bekræfter museumsinspektør Søren Tange Rasmussen, at tyskerne beslaglagde Hasle Skole under krigen, men han kan hverken be- eller afkræfte, om det er vitterligt er tyskerne, der har anlagt betonvejen.
Så for nu må det anses for at være et plausibelt gæt.
Brækker vejen op med skovl
Verdenshistorie eller ej, så er den problematiske betonvej snart en saga blot.
I stedet for fræseren bliver betonen nu banket og brækket i stykker ved hjælp af gravemaskiner.
Indtil videre har Aarsleffs folk fjernet 150 meter betonvejbane i en tre meter bred bane. Det svarer til rundt regnet 200 ton beton, som har skullet sorteres og køres væk.
Klaus Vilhelmsen har dog en formodning om, at han snart kan se en ende på tyskernes ”besættelse” af hans byggeplads.
»Vi er næsten der, hvor skolen gik til i 1945, og det ville jo give mening, at betonvejen så stopper der. Hvis der kun er asfalt resten af vejen ud til Ringvejen, så tror jeg på, at vi nok skal indhente tidsplanen og blive færdige til tiden,« vurderer han.
Hos Aarhus Vand krydser Lasse Hansen også fingre for, at den sidste rest af ”bunker” snart er bortgravet.
»I første omgang er det en irritation, for vi har en tidsplan, og vi vil jo gerne have åbnet vejen igen. Når det er sagt, så synes jeg også, det er spændende at støde på sådan en ukendt historie og så skulle finde ud af, hvordan man løser dén udfordring. Det er Aarsleffs folk heldigvis gode til,« siger Lasse Hansen fra Aarhus Vand.
Efter planen skal Herredsvej åbne igen i løbet af august 2026.