Fortsæt til indhold

Der er store brag i vente, når tennisklub får historisk værtsskab

De bedste tennisspillere fra Jylland mødes i gruset under trækronerne.

Samfund

Man kan allerede forestille sig, at det bliver godt i den sidste weekend i maj, hvor Grenaa Tennisklub er vært for klubbens vel nok største arrangement nogensinde.

Lige nu er en lun middagssol godt i gang med at varme det røde grus op. Voldene omkring klubbens seks baner er grønne, og de skyggende træer har iklædt sig det samme fulde forårsornat.

Hvis vejret blot er tilnærmelsesvis lige så godt i slutningen af måneden, er der kridtet op til en både hyggelig og yderst spændende weekend, når de bedste tennisspillere fra hele Jylland dyster om Jysk Mesterskab.

Det er første gang Grenaa Tennisklub lægger anlæg til et mesterskab af den størrelse, og hos bestyrelsesformand Anders Agerholm er begejstringen da heller ikke til at tage fejl af.

»Det bliver kæmpe stort. Det er jo de bedste tennisspillere i Jylland, så der kommer nogle virkelig gode spillere. Det bliver super godt,« siger Anders Agerholm.

Skaber opmærksomhed

Det er Jyllands Tennis Union, der officielt afvikler de jyske mesterskaber, mens Grenaa Tennisklub altså lægger faciliteter til.

Det samme gør Ebeltoft Tennisklub, som er vært for en del af de indledende kampe.

Mesterskaberne afvikles således over to weekender, hvor de indledende runder spilles allerede i pinsen.

Ud over de to lokale tennisklubber, spilles der også indledende runder i Esbjerg og Ribe, hvor blandt andet finaledeltagerne i juniorrækkerne skal findes.

I weekenden 29.-31. maj gælder det så de indledende runder for seniorer i både Grenaa og Ebeltoft, og så naturligvis ikke mindst finalerne, der spilles 31. maj.

Grenaa Tennisklub ligger godt skjult, men også flot i plantagen godt omkranset af træerne. Anders Agerholm er også sikker på, at tilskuerne kan få sig en god publikumsoplevelse fra pladserne på voldene, hvor der er god udsigt over anlægget. Foto: Simon Carlson

I Grenaa Tennisklub håber formand Anders Agerholm på, at det store stævne kan være med til at åbne sporten for nye tennisspillere. Ikke mindst på juniorplan. Tennisklubben har egentlig en fornuftig størrelse juniorafdeling, men på spørgsmålet om der er nok, er svaret:

»Vi vil altid gerne have flere. Så nej, det har vi ikke. Og det er jo kunsten at sørge for, at der hele tiden er en ny generation på vej. Det kræver bare, at vi for eksempel kan tiltrække et jysk mesterskab og dermed have nogle turneringer, hvor folk kan komme ud og kigge og få interessen.«

»Men det vigtigste er, at vores juniorer også bliver fastholdt ved træning ved at have nogle dygtige trænere og gode træningsfaciliteter, og at man kan skabe noget socialt omkring det. Det er noget af det, vi gerne vil vise frem ved Jysk Mesterskab,« forklarer Anders Agerholm.

Sport for alle

Det er dog ikke kun de unge øjne, han håber, at stævnet kan være med til at fange.

En af tennissportens helt store styrker er, at den kan dyrkes i alle aldre, noterer han, og derfor håber han også, at værtsskabet kan tiltrække tilskuere fra flere forskellige generationer.

»Det er bare en fed måde at kunne vise sporten frem på i lokalområdet, så vi håber selvfølgelig, at der kommer masser af tilskuere og kommer ud og kigger på noget virkelig god tennis, som jo faktisk er for alle. Det er en fantastisk sport, du kan spille fra, du er helt lille. Og vi har medlemmer, der er på den anden side af 80 år, som stadig er aktive, siger han,« siger Anders Agerholm.

Dejlige dage i gryden

Forberedelserne til mesterskabet er allerede godt i gang.
Banerne er netop åbnet for sommersæsonen, og de kommende uger skal anlægget gøres helt klar til de mange spillere og gæster.

»Vi skal selvfølgelig have banerne til at stå tip-top. Så vi gør alt det, vi plejer ved en sæsonåbning, men vi gør os selvfølgelig ekstra umage, fordi vi ved, at der kommer fine gæster. Vi er en klub, som er drevet af en dedikeret frivillig skare, så vi håber, at vi kan samle folk nok til det hele. Men der plejer at være en utrolig flot opbakning til alt, hvad vi laver,« konstaterer formanden.

Det er da også opfordringen til alle nysgerrige, at de skaber opbakning om det store arrangement. Om ikke andet så blot for at få en hyggelig dag eller to rundt om banerne, som lever en god, men også lidt afsides tilværelse gemt lidt af vejen imellem træerne i Grenaa Plantage.

»Man skal jo nærmest vide, at det er her. Så det skal vi jo også have branded,« siger Anders Agerholm med et grin.

»Men det ligger også dejligt her i gryden dumpet ned midt i plantagen og omgivet af træer. Jeg tror, det kan blive en rigtig god oplevelse for tilskuerne.«