Kommune tester nye skolevejsskilte placeret med stor omhu
Målet med indsatsen er også at gøre det mere trygt for forældre at lade deres børn transportere sig selv til skole.
Randers Kommune afprøver nu ved Kristrup Skole et pilotprojekt, hvor skoleveje bliver synlige i bybilledet med fysiske kampagneskilte og en lokal kampagne målrettet forældre, børn og lærere.
»Når vi markerer de anbefalede skoleveje i byrummet, gør vi det lettere for både børn og forældre at vælge de ruter, der giver de bedste betingelser for en tryg skolevej. Nogle gange kan ruten være en lille omvej, men til gengæld er der bedre oversigt, lavere hastighed og mere trygge krydsninger,« siger formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune, Frank Nørgaard (DF), i en pressemeddelelse.
Skiltene omkring skolen er sat op, og de kommende dage sættes skilte op i resten af bydelen Kristrup.
De anbefalede skoleveje er, oplyser Randers Kommune, udpeget på baggrund af en faglig vurdering af blandt andet trafikmængde, hastighed, oversigtsforhold, uheldsstatistik og eksisterende faciliteter som cykelstier, fortove og trygge krydsninger.
Målet med indsatsen er også at gøre det mere trygt for forældre at lade deres børn transportere sig selv til skole.
»Mange forældre vil gerne lade deres børn gå eller cykle til skole, men trygheden skal være i orden. Med de anbefalede skoleveje giver vi familierne et gennemtænkt bud på en god og sikker rute til skole, som man kan øve sammen med sit barn,« siger formand for Børn- og Skoleudvalget i Randers Kommune Kasper Fuhr (E).
Når flere børn går eller cykler til skole, kan det også være med til at mindske trængslen omkring skolen i morgentrafikken.
Erfaringerne fra Kristrup skal ifølge Randers Kommune bruges til at vurdere, hvordan indsatsen fremover kan udbredes til flere skoler i kommunen.
I området omkring Kristrup Skole er de anbefalede skoleveje markeret med blå “Skolevej”-skilte.
På Randers Kommunes hjemmeside kan forældre også finde et kort over ruterne samt korte videoer, der gennemgår skolevejene og forklarer baggrunden for projektet.