AGF gav Aarhus tømmermænd. Kommunens folk fjernede sporene
Aarhus festede, som byen havde ventet på i årtier. Men mens guldrusen stadig hang over midtbyen mandag morgen, gik nogle af mesterskabets oversete helte i gang med at få byen til at fungere igen.
Kan der, næsten en uge efter sejren og festen, skrives og siges mere om AGF’s guld og den følelsesmæssige rutsjebanetur, der førte frem til det? Har vi ikke efterhånden fået samtlige analyser, dronebilleder, statusopdateringer, lykketårer, Ceres-sprøjt og halvfilosofiske LinkedIn-opslag om, hvad guldet betyder for Aarhus (og vist nok også menneskeheden)?
Nej. Overhovedet ikke.
Mesterskabet og fejringen bliver en del af byens historie og aarhusianernes fortælling mange år ude i fremtiden. For det var ikke kun et mesterskab, men en kollektiv aarhusiansk følelseseksplosion med pyro, promiller og Helmig på repeat. Ganske enkelt en byfest uden sidestykke.
»Se de børn, der løber rundt. De tror bare, at det er noget, der sker en gang imellem. De forstår slet ikke, hvor stort det er,« udbrød en erfaringsramt mand midt i menneskehavet ved Immervad.
Og han har ret. Ungerne vil tro, at danske mesterskaber er noget, Aarhus bare får nu og da, ligesom når Salling tænder facadens julebelysning. De aner ikke, at voksne aarhusianere har brugt årtier på et følelsesmæssigt beredskab mod skuffelse og slet ikke kunne tøjle glæden.
Aarhus har ventet så længe på det her, at selv oprydningen føltes historisk. For hvad de færreste af nattens festdeltagere så, var det arbejde, der foregik mandag morgen. Og lige her ligger en vinkel på guldfejringen, som ikke har fået den opmærksomhed, den burde. Her gik folk fra Teknik og Miljø i gang med det arbejde, der får et samfund til at fungere.
Dåser, glasskår, pizzabakker, konfetti og, hvad der lignede en nyfortolkning af et Aarhus-sæt, lå spredt ud over midtbyen. Selvfølgelig var festen et værre svineri. Sådan må det være. Men få timer senere lignede byen næsten sig selv igen.
Det sker heldigvis ikke kun, når det er værd at fejre AGF. Nytårsmorgen var billedet det samme, og dagene i almindelige weekender er som regel ikke mange timer gamle, før nattens spor er forsvundet.
Vi hylder altid dem, der skaber festen, men byens immunforsvar er dem, der møder ind, når vi andre stempler ud. Når resten af byen vælter rundt i kollektiv ekstase, står nogen stadig op for at få tingene til at hænge sammen. Det er ikke magi. Det er mennesker, og kommunens medarbejdere fortjener en guldmedalje for indsatsen.
Mandag var en morgen som ingen andre, da Aarhus vågnede op med tømmermænd og bedre humør samtidig. Og så endda nogenlunde ryddet. Byen stod sammen om festen. Kommunens folk slettede sporene. Søndag og mandag sker det hele nok igen. I disse dage skrives byens historie i nutid.