Når I lukker en skole, lukker I ikke bare en bygning. I lukker lokalsamfundet

Til kommunalpolitikere i Norddjurs Kommune.

Aleksander Myrhøj (formand for børne,- familie- og skoleudvalget, red.) har udtalt, at målet ikke er at lukke skoler, men at skabe et bedre skoletilbud gennem en ny skolestruktur. Samtidig siger han, at han ikke kan udelukke skolelukninger. Et rigtigt politikersvar. Enten eller.

Jeg bliver så træt af, at vi nu står her igen – 10 år efter sidste kamp – og skal kæmpe for vores ret til at holde vores lokalsamfund i live.

Jeg har siddet i bestyrelsen i mange år og sidenhen trådt ud af den igen, men alle de år, jeg har siddet der, har vi altid skullet spare på den ene eller den anden måde. Hvem går det ud over? Det gør børnene og de dygtige medarbejdere. Man kunne fristes til at spørge, hvor alle de penge, vi har sparet de sidste mange år, er blevet af. Hvad er de blevet brugt på? Eller ligger de bare lunt og godt i pengekassen?

Så spørgsmålet er egentlig meget enkelt: Hvilken vej går vi?

Hver by og opland sætter streg i sandet og siger: Hertil og ikke længere.

I taler om “fremtidens skoler”. Men det, der ligger på bordet lige nu, ligner ikke fremtid. Det ligner afvikling.

Og endnu engang er det de samme områder, der står for skud.

Børneby Nord består af tre matrikler – tre skoler: Rougsø, Langhøj og Allingåbro.

Tre lokalsamfund. Tre steder, hvor hverdagen hænger sammen.

I gik til valg på stærkere folkeskoler – ikke færre. Alligevel taler I nu om struktur og vil “ikke udelukke noget”. Hvornår blev bedre skole til risiko for skolelukninger?

Alligevel peger alle jeres scenarier i samme retning:

Det er Rougsø og Langhøj, der skal betale prisen. Enten lukker begge. Eller også får én lov at overleve.

Men Allingåbro? Den er ikke for alvor i spil.

For 10 år siden var situationen den samme. Dengang var Allingåbro en reel mulighed i diskussionen.

I dag er den ikke. Hvorfor?

Hvem har besluttet, at nogle områder ikke længere skal i spil?
Hvordan kan I kalde det en åben proces?

Ingen byer ønsker, at deres skole skal lukke, hvilket er ret forståeligt.

For det ødelægger ikke bare en bygning – det ødelægger langsomt et lokalsamfund indefra og ud. Det sker ikke fra den ene dag til den anden. Det sker gradvist.

Derfor er det heller ikke fair, at to skoler overhovedet er i spil.

Hvor er det fjerde scenarie?

Hvor er scenariet, der siger, at Rougsø og Langhøjskolen består – og Allingåbro lukkes?

Hvis det her virkelig er en åben proces, så burde det scenarie ligge på bordet sammen med de tre andre.

Lad os kigge på det:

Allingåbro ligger centralt og betjener primært lokale bybørn. Man kunne sende dem til enten Vivild eller Ørsted, som ikke ligger langt væk.

Der er få kilometer til Auning, hvor der ligger en større skole. Der er både bus og en fin cykelsti dertil.

Det vil med andre ord påvirke færre – og ramme mildere – og tabet vil ikke være en stor post, som det vil være at fjerne én eller to skoler i yderområderne.

Så hvorfor er det ikke en mulighed?

I er jo så gode til at arbejde med grafer, statistikker og regneark, at I glemmer at kigge op og se, om det nu også passer.

Men virkeligheden passer ikke altid ind i et Excel-ark. Sammenligner vi med fortiden, glemmer I vist det, der skete. Vi skal blot kigge lidt tilbage i tiden inden for egne kommunegrænser: Ørum og Mølleskolen.

Hvad har det ikke kostet økonomisk og på det menneskelige plan? Elevflugt til nabokommunen – her tabte I helt sikkert penge, og vi snakker ikke om et par håndører. Folk flytter fra det område, der engang gav mening at bo i.

Så lad os kigge på, hvad det vil sige at lukke en skole.

Transport: Vi skal have fragtet børnene frem og tilbage fra yderområderne.

Udvidelser på modtagerskoler.

Tomme skolebygninger, som alligevel skal holdes kørende, hvis ikke man vælger at sælge dem.

Et økonomisk tab, hvis børn og unge flytter skole – skal vi sige til privatskoler eller friskoler.

Tab af skatteindtægter, hvis familier vælger at flytte fra kommunen.

Så har vi specialområdet, som er en økonomi for sig selv.

Og det er bare noget af det, der kan eller vil ske. Det ganger man med to, hvis man vælger at lukke to skoler.

Så nej – det er ikke bare en besparelse.

Det er et sats, hvor I sparer ét sted og risikerer at betale et andet sted.

Når I lukker en skole, lukker I ikke bare en bygning.

I fjerner samlingspunktet.

I svækker fællesskabet.

I gør området mindre attraktivt.

I giver børn længere dage og mindre overskud.

Stille og roligt begynder livet at sive ud af området.

Så er der jeres egne mål:

I taler om at sprede befolkningen. Om at få flere til at flytte til – og blive i – vores udkants- og vandkantsområder. Om at holde liv i de små lokalsamfund.

Men hvordan hænger det sammen med at fjerne det, der får familier til at vælge dem til?

I taler også om sundhed. Om børn og voksne, der skal bevæge sig mindst 30 minutter om dagen.

Men hvordan skal det hænge sammen, hvis børn og unge ender med at bruge timevis på transport hver uge?

Hvornår er der så tid til fritid? Til fællesskab? Til bare at være barn?

Det er ikke bare struktur. Det er hverdagsliv, I ændrer.

Svaret er ikke altid store skoler, selvom store skoler kan noget for nogen. Små skoler har også en masse at byde på for vores børn. Det, at det er de samme voksne, der følger dem hele vejen, og at de bliver set. De børn, der ikke trives, bliver set hurtigere og kan gribes med det samme.

Rougsø og Langhøjskolen er ikke bare skoler. De er fundamentet under hvert deres opland.

Så lad os kalde det, hvad det er:

Det her lugter ikke af en åben proces.

Det føles som en beslutning, der allerede er truffet – pakket ind som dialog eller hvad det nu er, I kalder det.

Hvis I vil tale om “fremtidens skoler”, så vis det i handling.

Læg alle scenarier frem.

Også det, der rammer midten. Også det, der kræver mod. Også det, der ikke er politisk bekvemt.

For lige nu er signalet tydeligt:

Nogle områder kan altid ofres. Andre bliver aldrig rørt.

Og lad os sige det helt enkelt:

I taler om udvikling, mens I er i gang med at kvæle vandkants- og udkantsområderne. I taler om stærke familier – men fjerner det, der får familier til at blive. I taler om trivsel – mens I skubber børn længere væk fra deres fællesskaber.

Har I overhovedet regnet på konsekvenserne? Eller er det bare nemmere at lukke det, der ligger længst væk fra jer selv?

For os handler det ikke om “struktur” – det handler om vores børns hverdag og vores lokalsamfund.

I kaldte det udvikling. Det føles som afvikling.

Er det virkelig den kommune, I vil stå på mål for – en gang til? I har jo stået der før.

Jeg troede, I havde lært af fortidens spøgelser.

Det virker ikke sådan.