Byrådet har landet stor aftale om omstridt skat: Sender 114 mio. kr ned i kommunekassen hvert år Ni partier står bag aftalen om fortsat at have en dækningsafgift i Aarhus. Blandt de blå partier er der dog også store forbehold at spore, for her vil man gerne helt have udfaset den særlige skat på erhvervsejendomme. Pengene fra den nye aftale skal bl.a. bruges til cykelstier, kollektiv transport og byudvikling omkring den kommende Marselistunnel.
Arkivfoto: Thomas Borberg Samfund 13. maj 2026 kl. 15.07 Anders Michaelsen Jyllands-Postens Lokalaviser
Kort fortalt
Aarhus byråd har indgået en aftale om at fastholde og gradvist forhøje dækningsafgiften på erhvervsejendomme frem mod 2030. Aftalen sikrer et loft over erhvervslivets betalinger, så bidraget højst kan være 300 mio. kr. i 2026-prisniveau. Indtægterne fra dækningsafgiften skal bruges til investeringer i kollektiv trafik, mobilitet og velfærd i Aarhus Kommune. Aarhus Byråd er blevet enige om en ny aftale om fremtidens dækningsafgift på erhvervsejendomme i Aarhus Kommune.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Dækningsafgiften er populært sagt en kommunal skat på værdien af erhvervsejendomme.
Og med aftalen, der netop er landet, vil der fortsat være en dækningsafgift i Aarhus Kommune.
Om dækningsafgiften Dækningsafgiften er en kommunal skat på værdien af erhvervsejendomme.
Afgiftsniveauet vil være 5,0 promille i 2027, 5,5 promille i 2028, 5,8 promille i 2029 og 6,2 promille fra 2030 og frem ifølge den nye aftale.
Forventet gennemsnitligt provenu i 2027-2030 er ca. 114 mio. kr. pr. år.
En forhøjelse af dækningsafgiften forventes at medføre en national skattesanktion. Derfor ventes større provenu fra 2034, hvor sanktionen er fuldt indfaset.
Erhvervslivets bidrag til dækningsafgiften kan maksimalt være 300 mio. kr. i 2026-prisniveau.
I København er dækningsafgiften 12,7 promille, i Aalborg 8,4 promille.
Kilde: Aarhus Kommune
Fra 2027 vil afgiften gradvist ændres fra 5,0 til 6,2 promille i 2030, hvorefter afgiften er fast. Det betyder en forventet indtægt på 114 mio. kr. årligt i 2027-2031.
Fra 2034 forventes en indtægt på 226 mio. kr. årligt, oplyser Aarhus Kommune.
Med aftalen lægges også et loft over erhvervslivets betalinger til dækningsafgiften ind i aftalen for at sikre erhvervslivet yderligere forudsigelighed, lyder forklaringen. Det betyder i praksis, at erhvervslivets bidrag højest kan være 300 mio. kr. i 2026-prisniveau.
Bag aftalen står Socialdemokratiet, SF, Venstre, Enhedslisten Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Aftalen skal gør det muligt at investere i kollektiv trafik, mobilitet og fælles velfærd i Aarhus til gavn for erhvervsliv og borgere, lyder det i pressemeddelelsen fra Aarhus Kommune.
Det skal man bruge de mange millioner på En tidligere opsparing fra dækningsafgiften på ca. 530 mio. kr. kan med aftalen indgå i politikernes prioritering, og partierne er blevet enige om, at såvel de nye indtægter som opsparingen skal bruges inden for følgende områder:
Til at forbedre fremkommeligheden og den kollektive trafik samt cykelstier i Aarhus for at mindske byens trængselsudfordringer til gavn for såvel borgere som erhvervsliv. Til investeringer i velfærd, f.eks. to-fagprofessionelle i folkeskolen, bedre fysiske rammer på skolerne (fx faglokaler), børnefællesskaber og handicap- og socialområdet, idræt og kultur. Til at skabe bedre vilkår for erhvervslivet gennem f.eks. styrket erhvervsturisme, erhvervsparkering og parkeringsforhold, pendling, færre byrder (f.eks. udeserveringsafgift) og start-ups og via partnerskaber med civilsamfundet til gavn for byen og borgerne, virksomhederne og deres medarbejdere. Til at håndtere stigende anlægsenhedspriser, ejendomsområdet og udfordrede anlægsprojekter. Investeringer i klima, klimatilpasning og natur til gavn for borgere og erhvervsliv. Investeringer i energi- og energiinfrastruktur til at understøtte erhvervslivets vilkår. Til byudvikling i området omkring den kommende Marselistunnel (75 mio. kr.). Til en buffer som følge af usikkerhed om ejendomsvurderingerne. Kilde: Aarhus Kommune
Politiske reaktioner på aftalen
Anders Winnerskjold (S), borgmester »Jeg er glad for at kunne samle et bredt flertal i byrådet om en aftale, som betyder forudsigelighed for erhvervslivet i Aarhus. Med aftalen kan vi investere i den velfærd og det erhvervsliv, som på mange måder er hinandens forudsætninger.«
»Både virksomheder og borgere har glæde af, at vi har gode skoler, ældrepleje eller sociale tilbud, mindre trængsel og bedre kollektiv trafik, og at vi styrker aarhusiansk idræts- og kulturliv. Aftalen lægger perspektivrige løfter ud for de kommende år, og derfor er det stærkt, at der er bred politisk opbakning bag.«
Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge »I SF er vi tilfredse med aftalen, som giver os mulighed for at investere i en bedre hverdag for særligt vores børn og vores sårbare borgere – og ikke mindst støtte op om den kollektive trafik, der har brug for at blive både bedre og billigere. Det er alt sammen til gavn for erhvervslivet, som er afhængigt af, at hverdagen i Aarhus fungerer.«
»Jeg er glad for, at borgmesteren opsagde den gamle aftale, Socialdemokratiet var med i om at afskaffe dækningsafgiften, og jeg synes også, de borgerlige partier fortjener ros for nu at binde sig til en stabil indtægt i de kommende år. Afgiften er fastsat på et fornuftigt niveau, så vi sikrer en stabil indtægt til at løse nødvendige opgaver for byens borgere i mange år fremover.«
Christian Budde (V), politisk leder »Venstre er fortsat ærgerlige over, at den oprindelige aftale om udfasning af dækningsafgiften blev revet over af borgmesteren. Vi mener fortsat, at dækningsafgiften er en uhensigtsmæssig særskat på erhvervslivet, og vi havde gerne set Aarhus følge flertallet af de danske kommuner, der helt har afskaffet den.«
»Venstre er gået med i aftalen, fordi det havde været katastrofalt, hvis et rødt flertal i Aarhus byråd havde brandbeskattet virksomhederne, som en række politiske stemmer har ønsket undervejs i processen. Nu lander vi på en model, som Venstre samlet set kan leve med, med fokus på stabilitet og forudsigelighed for erhvervslivet.«
Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø »Det er uden glæde, at Konservative er med i aftalen om en fortsat dækningsafgift, da vi ønskede at fastholde den oprindelige aftale om at udfase den helt. Vi er alligevel med, da vi med aftalen har sikret, at pengene målrettes bedre infrastruktur, erhvervsudvikling og varige investeringer i velfærd.«
»Uden de borgerlige partiers deltagelse i aftalen ville dækningsafgiften have været markant højere. Derfor en særlig tak til erhvervsorganisationerne og de blå partier for et tæt og fortroligt samarbejde.«
Michael Christensen (LA), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse »For Liberal Alliance er det ingen hemmelighed, at vi helst havde set, at den mere end 25 år gamle aftale om udfasning af dækningsafgiften var blevet respekteret. Dækningsafgiften er og bliver en ekstra skat på det aarhusianske erhvervsliv. Men da vi undervejs i forhandlingerne så ønsker om markant højere promiller fra partier på venstrefløjen, var vi nødt til at tage ansvar for at sikre en mere balanceret løsning.«
»Med aftalen har vi fået indflydelse på både niveauet for skatten og på, hvad pengene bliver brugt til – og ikke mindst hvad de ikke bliver brugt til. Derfor kan vi blandt andet glæde os over, at letbaner og andre dyre prestigeprojekter fra mobilitetsplanen og klimaplanen ikke finansieres gennem dækningsafgiften. Samtidig har det været vigtigt for os at sikre lettelser af nogle af de byrder, som det aarhusianske erhvervsliv møder i hverdagen, blandt andet på udeserveringsafgiften, parkering for både erhverv og private samt de generelle administrative byrder, virksomhederne dagligt møder. Det kommer både virksomhederne og aarhusianerne til gavn.«
Jakob Søgaard Clausen (DD) »Aarhus har jo desværre et højrødt flertal, som vil brandbeskatte kommunens virksomheder. Derfor er det vigtigt med fælles borgerligt sammenhold og samarbejde med erhvervslivet som modvægt.«
»Det er vi lykkedes med, og det har resulteret i en fornuftig aftale, som alle kan leve med.«
Thomas Kastrup Christensen (DF) »Det har været vigtigt for Dansk Folkeparti, at der har været borgerlige stemmer i forhandlingslokalet, som har taget ansvar for at sikre en balanceret aftale og forhindre, at dækningsafgiften stak af. Når dækningsafgiften nu fortsætter, skal pengene bruges klogt og konkret og ikke bare som endnu en indtægt til kommunekassen.«
»Derfor har vi presset på for, at midlerne bl.a. målrettes bedre infrastruktur, offentlig transport, bedre faglokaler på skolerne og løsninger, der gør hverdagen lettere for både virksomhederne og borgerne i Aarhus. Det er vi lykkedes med, og det er godt for hele Aarhus Kommune.«