Nu gøres gaderne igen klar til en helt unik musikfestival
Gademusikerfestivalen i Grenaa handler stadig om grundtanken. Musik i sin mest nøgne or ærlige form.
Når Grenaa Gademusiker Festival fredag 22. maj endnu en gang fylder midtbyen med musik, bliver det med et format, som arrangørerne mener er helt særligt.
Her er ingen store scener, lastbiler fyldt med udstyr eller koncerter på lang afstand fra publikum.
Sådan har det været lige fra starten i 2014. For i stedet handler festivalen om musikken i sin mest nøgne form, hvor kunstnerne står tæt på publikum, og hvor sangene skal kunne bære alene.
Grenaa Gademusiker Festival blev oprindeligt skabt med ambitionen om at præsentere musikken uden indpakning og samtidig skabe en anderledes festivaloplevelse midt i byen.
Ideen var fra begyndelsen både at understøtte talentudvikling og at skabe liv i handelsgaderne, og det er nogle af årsagerne til, at festivalen er blevet så levedygtig og fortsat er relevant, mener Pavillonens direktør Jesper Jul, som er medarrangør af Grenaa Gademusiker Festival.
»Vi har udviklet os hele tiden, og det bliver vi ved med. Det er ikke de her kæmpestore udviklinger, men vi bliver ved med at kuratere musikken på nye måder, og vi skaber ungeområder og nye måder at opleve musikken på. Det er noget af det, der er hemmeligheden,« siger Jesper Jul.
Talentudvikling
Festivalen afholdes i år for 11. gang, og det er stadig den samme overordnede grundtanke om festivalen, der får den til at køre rundt og være noget helt særligt for Grenaa.
»Noget af ideen var at skabe en platform, hvor vi tager al produktion ud. Altså al teknisk lyd og lys af scener. Kunne vi lave noget, hvor musikken bare stod mere alene,» spørger Jesper Jul retorisk og peger her blandt andet på sit daglige virke i Pavillonen, hvor der ofte køres store produktioner med omfattende teknik og udstyr ind.
Gademusikerfestivalen skulle kunne noget helt andet..
»Det er som en del af et talentudviklingsprogram. Hvis dine sange kan stå alene med dig og din guitar eller klaver, og du tør at stå alene med det på en scene og konfrontere et publikum meget tæt på, så udvikler du dig også som artist,« siger Jesper Jul og sammenligner det lidt med sportens verden.
»Det er jo lidt ligesom et fodboldhold, der kun bliver bedre af at spille kampe.«
Mindre navne bliver store
Festivalen er igennem årene lykkedes med at præsentere kunstnere tidligt i deres karriere til afslutningskoncerten.
Blandt andre har både Annika Aakjær og Jonah Blacksmith tidligere stået på festivalens hovedscene, inden de senere fik større gennembrud.
I år er det et af de mere etablerede navne i form af Katinka, der slutter årets gademusikerfestival af.
Men selv om Katinka allerede er et velkendt navn i hele landet, så passer hun ifølge Jesper Jul stadig perfekt ind i festivalens univers.
»Noget af det, vi vælger, skal have en relation til hele gademusik-tanken. Vil de kunne spille deres musik helt akustisk? Og det må man sige, at hun har gjort masser af gange,« noterer han.
En stor del af oplevelsen handler også om selve byen. Scenerne bliver placeret rundt omkring i Grenaa midtby for at få publikum til at bevæge sig rundt mellem musikoplevelserne.
Grenaa Gademusiker Festival arrangeres af Foreningen Grenaa Gademusiker Festival i et samarbejde mellem Pavillonen, Djurs Musik og Event Forening, HandelGrenaa, Kulturskolen, Grenaa Gymnasium, Ungdomsunivers/Arresten og UngNorddjurs og er støttet af Norddjurs Kommune
Ud over musikken er der naturligvis også mulighed for at mætte maverne i street food boderne og handle i byens butikker, der har åbent til 20.30.