Politisk kærlighedserklæring – økonomisk kold skulder
Nørager Boldklub fastholder ambitionen om en hel hal, selv om kommunens udvalgsflertal har afslået at give anlægstilskud med henvisning til ledig halkapacitet. Klubben mister samtidig muligheden for fondsstøtte og må nu mobilisere endnu flere lokale ressourcer.
I Nørager stikker de ikke op for bollemælk, selv om Nørager Boldklub har fået afslag på en ansøgning om 300.000 anlægskroner fra Norddjurs Kommunes strategiske pulje til idrætshaller.
Alligevel planlægger klubben at gå i gang med byggeriet af en hel hal, så snart byggetilladelsen er på plads.
Afslaget betyder også, at klubben mister muligheden for at få 200.000 kroner fra Nordea Fonden, da fonden kræver fuld finansiering af det samlede byggeri.
Klubben har nu sendt en ny ansøgning til økonomiudvalget og forventer at modtage byggetilladelsen i denne uge. Målet er, at den første turneringskamp kan spilles i den nye hal i starten af oktober.
Vi skal dog nok finde pengene, men det undrer mig, at visse politikere ikke bakker os op.
Skuffelse i Nørager
Gert Johnsen, der er tovholder på projektet, lægger ikke skjul på sin skuffelse over afslaget fra kommunen.
»Jeg er skuffet, fordi jeg ikke føler, at vi har været ublu. Vi har søgt mindre end tidligere og skelede til, hvordan de har gjort det i Åstrup. Vi skal dog nok finde pengene, men det undrer mig, at visse politikere ikke bakker os op. Det havde jeg godt nok forventet på baggrund af, hvad de pågældende sagde under valgkampen.«
Ifølge Gert Johnsen er der stor opbakning blandt medlemmerne, og der er allerede lagt planer for, hvordan arbejdet kan organiseres, så snart de nødvendige tilladelser er på plads.
Dansk Halbyggeri skal forestå arbejdet, men Nørager skal selv kaste en masse frivillige timer i byggeriet for at få pengene til at passe.
Ikke behov for en hal
Udvalget for Kultur, Fritid, Landdistrikter, Turisme og Biblioteker har behandlet ansøgningen, og fire ud af fem medlemmer er enige om at melde hus forbi til Nørager.
I afslaget lyder det, at det store engagement og den lokale indsats i Nørager anerkendes, men at der ikke vurderes at være et aktuelt kommunalt behov for yderligere haller.
Derfor vurderes det mest ansvarligt at sikre en bedre udnyttelse af de eksisterende faciliteter i området.
Udvalgsformand Karoline Bergkvist Søgaard (A) siger:
»Jeg har stor respekt for det arbejde, der bliver gjort i Nørager, og jeg anerkender deres engagement. Men vi har ledig halkapacitet i området, og det er ikke kommunens strategi at opføre flere haller, når behovet ikke er der. Jeg forstår godt ønsket om en hal i egen by, men det er ikke i pagt med kommunens udviklingsstrategi at bygge flere, når der er ledige timer i de eksisterende haller.«
Fritz Birk Sørensen (A) udtrykker sympati for projektet, men peger på udfordringer med driften:
»Jeg synes, de har fortjent en hal, og jeg har stor respekt for indsatsen. Men vi har hele tiden sagt, at der er udfordringer med driften, og der er plads i de andre haller. Vi kan tage det op til budgetforhandlingerne i efteråret, så må vi se, om det vinder gehør. Jeg bringer det gerne op.«
Ikke en kommunal opgave
Daniel Nyborg Jensen (C) er helt på linje med de to socialdemokrater.
»Jeg er enig med flertallet i udvalget, fordi det ikke skal være en kommunal opgave at støtte opførelsen af en ny hal, når der ikke er behov for den. Jeg har stor respekt for det kæmpestore engagement i Nørager, men det ændrer ikke på mit grundsynspunkt, når der er ledig halkapacitet i den vestlige del af kommunen.«
Benno Blæsild (V) fremhæver kommunens overordnede syn og supplerer om driftstilskud, når Nørager har fået sin hele hal:
»Jeg er helt enig med flertallet i udvalget om de 300.000 kroner. Om Nørager er berettiget til yderligere et driftstilskud, når byggeriet er færdigt, i forhold til det, som vi yder nu til Nørager Bodklub vil jeg ikke kloge mig på. Jeg er ikke jurist, men det skal der selvfølgelig kigges på.«
Dag Kristiansen støtter
Mindretallet i udvalget, Dag Kristiansen (I), kigger mere markedsorienteret på Nøragers ansøgning om et anlægstilskud, selv om der er ledige haltimer i den vestlige del af kommunen:
»Med den entusiasme, der bliver lagt for dagen i Nørager, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de får en hel hal. Jeg vil gerne være med til at støtte et aktivt lokalsamfund.«
»Og ja, vi har ledig halkapacitet, men det er ikke afgørende for mig, når der kommer sådan en ansøgning. Jeg er opdraget til at se sådan på det, at mangler man kunder i butikken, så må man selv gøre noget for at få flere til at støtte op. Det kunne man også sige til hallerne. Find på nye aktiviteter, der kan udfylde de ledige timer.«
Frivillighed og lokal opbakning
Projektet i Nørager er båret af frivillige kræfter. Klubben har forpligtet sig til selv at udføre opgaver til en værdi af 400.000 kroner, blandt andet demontering af gavl og klargøring til byggeriet.
»I Nørager har frivilligheden altid båret. Det er en tradition, der er blevet vores DNA,« fremhæver Gert Johnsen.
I den daglige drift af klubhuset, som hallen ligger i forlængelse af, er det også frivillige, der løfter opgaverne. Syv-otte ægtepar skiftes til at passe klubhuset, og halinspektøren er ansat på deltid.
Nørager Boldklub lejer i dag haltimer i Auning Idrætscenter til håndboldtræning, men disse timer vil blive flyttet hjem til Nørager, når den nye hal står klar.
»Både vores damer og flere af vores ungdomshold skal spille på en hel bane. Jeg føler mig sikker på, at haltimerne nok skal blive brugt og tror på, at det vil afføde nye aktiviteter, når først hallen med fulde mål står der,« siger Gert Johnsen.
Planen for den nye hal
Den nye hal er som skrevet planlagt til at stå færdig inden efterårssæsone begynder i håndbold.
Projektet omfatter en udvidelse af multihallen på 15 meter i længden.
Alt i alt bliver der 320 kvadratmeter mere at gøre godt med.
Når hallen bliver hel, ændrer man også organisationen i Nørager Boldklub, men det bliver fortsat boldklubben, som skal være omdrejningspunktet.
Der oprettes en selvstændig forening med egen bestyrelse for hallen, som får ansvaret for driften, men det vil fortsat være frivillige kræfter, der trækker læsset, ifølge Gert Johnsen.