Hippier slår lejr på landbrugsmessen
Gæsterne ved Landbrugsmessen Gl. Estrup bydes indenfor i en retro/hippielejr.
En flok østjyder har fundet sammen om at skabe en tidslomme med biler, busser, telte, campingvogne og alskens ting og sager fra 70’erne og 80’erne. Den kommer de med til Landbrugsmessen Gl. Estrup, ikke som en stand, men som en hel retrolejr, fortæller en af de medvirkende, Henriette Weis Klausen.
Ved et besøg i lejren kan man få en snak om knallerter, spolebåndoptagere, en hjemmebygget kaffebrygger og alle de andre ting, hippierne har medbragt.
»Det er deltagernes egne ting, og de ved alt om dem.«.
Erindringsdøre hos publikum
Retrolejren blev etableret i 2015 om den fælles interesse for gamle biler, gamle ting, genbrug og 70’er musik. Den første lejr var på Classic Race Aarhus.
»Og vi fik en fantastisk modtagelse. Det var som om, at det univers, vi havde skabt bare ved at komme med de ting, vi havde i forvejen, åbnede en masse erindringsdøre hos publikum, og vi hørte en masse gode historier,« fortæller Henriette Weis Klausen.
Hun tilføjer, at selv om det er en fuldstændig autentisk tidslomme og digitalfrit område, håndhæves det ikke for alle. I hvert fald har de besøgende virkelig travlt med at tage billeder.
»Vi er bare os selv«
Deltagerne spiller ikke skuespil eller performer.
»For det kan vi ikke finde ud af, vi er bare os selv, men musikken, omgivelserne, farverne, fællessangene og røgelsespindene og den levende musik, skaber en fantastisk stemning. Vi har nemlig også et liveband i lejren, ’Ali Bali Band’, som spiller sange fra 70’erne.«
Alt i lejren er genbrug. Der afspilles musik på spolebåndoptager og pladespiller, og tøjet og alle tingene er fra gemmerne eller købt i genbrugsbutikker
Deltagerne mødes i øvrigt nogle gange om året, og slår lejren op, senest ved Classic Race Viborg, Street Art Festival i Brande, og Automania i Silkeborg i sommeren 2025.